Julen er stadig noget dansk svineri. Heldigvis

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det kan tage toppen af trangen til julefrokostens sylte at se Fødevarestyrelsens fotos og videooptagelser fra kontrolbesøg i danske svinebesætninger. Billederne er bragt i TV 2-dokumentaren ”Hvem passer på grisene”. Lamme svin, store sår på broksække og tarm, der hænger ud af endetarmsåbningen, er indlysende uacceptabelt, men sandsynligvis ikke repræsentativt for den generelle tilstand for svineproduktionen i et land, hvor der hvert år fødes 40 millioner grise.

De kritisable forhold i dele af erhvervet er ikke branchens eneste udfordring. Dansk svineproduktion står midt i en strukturel forandring, der på kort tid har vendt op og ned på forestillinger om medejerskabets styrke og den lange danske tradition for andelsbevægelser, der har formet et land og et erhverv, men som i tilfældet Danish Crown ikke har evnet at tilpasse sig tilstrækkeligt effektivt og tilstrækkeligt hurtigt til et buldrende verdensmarked med hård konkurrence, stigende eksport af smågrise og stort prisfokus.

Slagterikoncernen har ikke evnet at spare op til endnu hårdere tider og har derudover kæmpet med konsekvenserne af fejlslagne strategier og lav konkurrenceevne.

Det hele kulminerede i 2024, der står tilbage som et af de mest afgørende år. Store landmænd med dominerende stemmer har gjort alvor af truslerne om at køre grisene til konkurrenten Tican, der hidtil har lokket med højere noteringer. Fra Tican lyder det dog, at julehandlen har været skuffende, og fortsætter det seneste fald i Ticans noteringer, kan det mindske afstanden til Danish Crown.

Med den erfarne erhvervsmand, bl.a. tidligere adm. direktør for A.P. Møller-Mærsk, Søren Skou fik Danish Crown i efteråret en formand, der ikke er beriget og belastet af en fortid som svinebonde. Han har sat sig for bordenden i et selskab, der skriger efter afgørende nye strategiske beslutninger, der potentielt omfatter selve kernen i forretningsmodellen.

Senest har adm. direktør Niels Duedahl luftet tanken om, at selskabet involverer sig mere i produktionen for at styrke et svigtende råvaregrundlag. Der produceres årligt ca. 30 mio. smågrise i Danmark. Kun 14 mio. af dem opfedes og slagtes i Danmark. Om det lykkes at ændre strategien, er ikke kun afgørende for Danish Crown, men for dansk svineproduktion, og hvordan danskerne ser på den.

Der er derfor al mulig grund til at heppe på projektet. Selvom det i lille Danmark er blevet en statusmarkør at bryste sig af et lavere kødforbrug, er der ingen indikationer på, at behovet for kødbaserede fødevarer vil falde på verdensplan.

Klimaaftrykket i dansk svineproduktion er lavere end så mange andre steder, og vi skal ikke langt uden for landets grænser, før dyrevelfærd er langt mere elastisk og til tider fraværende begreb. EU’s første kommissær for sundhed dyrevelfærd, ungareren Olivér Várhelyi, nævnte f.eks. ikke dyrevelfærd et eneste øjeblik i en tre en halv time lang høring i parlamentet forud for sin godkendelse.

Fremtiden for dansk svineproduktion er usikker, men ikke nødvendigvis kulsort. Lykkes det omsider for Danish Crown at tilpasse sig branchens barske realiteter, fokusere på strategien, skære det overflødige koncernfedt fra og genskabe den interne tillid, kan der være håb på trods.

Verden står ikke stille, og selv en lidt spagere dansk produktion vil på mange parametre være at foretrække. Ikke blot for dansk fødevareproduktion, men også hvis fremtidens julefrokoster skal indtages med en snert af god samvittighed og en genfundet stolthed over DK-mærket på flæskestegens ryg.