Pelle Dragsted er færdig som Pelle Erobreren, hvis partiet ikke får styr på Rødt Venstre
Når verden ændrer sig, ændrer partierne sig også. Bliver der flertal for at gøre det lettere at ekskludere rødderne i Rødt Venstre, er vejen åbnet for, at Pelle Erobreren kan fortsætte erobringerne.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er ikke røde julenisser, der samles til julehygge, men 330 af de rødeste, mest kampivrige mennesker i dette land, der lørdag mødes til det første ekstraordinære landsmøde i Enhedslistens historie. Partiet blev stiftet i 1989, det herrens år, hvor mure og socialistiske regimer faldt som sprøde brikker i historiens store skakspil.
Mødet bliver afgørende for partiets fremtid, og det handler om meget mere end nogle forældede eksklusionsregler. Det handler om linjen og partiets politiske sjæl.
De seneste måneder har folketingsgruppen, med Palle Dragsted i spidsen, stort set ikke kunnet deltage i nogen debatter uden at blive konfronteret med visse partimedlemmers fortsatte fraternisering med diverse terrorgrupper efter terrorangrebet på Israel sidste år. Og uanset hvor meget partitoppen har bedyret, at den tager afstand fra det, der i klartekst beskrives som samarbejde med reaktionære, islamistiske, antidemokratiske, homofobiske og antisemitiske organisationer, hænger partiet fast i dyndet og mistanken.
Er Enhedslisten blevet et stuerent parti, der fuldt ud accepterer demokratiske og parlamentariske spilleregler? Eller rummer partiet fortsat, at medlemmer samarbejder og mødes med terrororganisationer og dermed bifalder terrorisme, vold og udenomsparlamentarisk aktivitet? Svaret hænger i luften, for partiets folketingsgruppe kan ikke komme uden om, at fraktionen Rødt Venstre ikke følger toppens kurs.
Da partiet blev stiftet som en samling af diverse småpartier på den yderste venstrefløj, var der behov for stor rummelighed og meget strenge eksklusionsregler, da kommunisterne ellers ville sætte sig på det hele.
Derfor kan man ikke komme af med dem, uanset hvor gerne man vil. Vedtægterne fastslår, at fem sjettedele af partiets hovedbestyrelse skal stemme for eksklusion af medlemmer. Det er stort set umuligt at skaffe. Derfor ønsker Pelle Erobreren vedtægterne ændret. Sagen gøres ikke lettere af, at fraktionen Rødt Venstre ikke agter bare at forføje sig og eventuel danne et nyt parti, for det er en dødssejler, og det ved de. De vil blive og grave videre indefra. Hvis de får lov.
Tidligere bestod folketingsgruppen groft sagt af gamle mænd med kommunistiske rødder og unge kvinder, der ønskede bredt samarbejde. Men de holdt sammen på tingene. Nu er alt spidset til i en verden, hvor Mellemøsten brænder, og de russiske tidligere så gode kammerater er på imperialistisk togt i Ukraine.
Derfor handler det ekstraordinære årsmøde om, hvilket parti Enhedslisten skal være fremover. Er det udtryk for blød borgerliggørelse, når Enhedslisten er med i brede politiske forlig? Er det et revolutionært tilbagetog og klasseforræderi, der personificeres af Pelle Dragsted, når han har bevæget sig fra at være voldsparat bz’er til at være en stolt modtager af N.F.S Grundtvigs store pris i 2021? Er de folkevalgte parlamentarikere blevet for sprøde og for bløde i forhold til de røde raketter ude i kadrerne?
Svaret hænger i luften, men vi bliver klogere lørdag. Når verden ændrer sig, ændrer partierne sig også. Bliver der flertal for at gøre det lettere at ekskludere rødderne i Rødt Venstre, er vejen åbnet for, at Pelle Erobreren kan fortsætte erobringerne i de kommende år. Ikke mindst, hvis SF går i regering efter et kommende folketingsvalg og dermed sovses ind i ansvaret.
Alternativet er et parti, der er fastholdt i jerngrebet mellem en verden, hvor demokratiet er under pres, og en basis blandt partirødderne, der hænger fast i en livsfarlig, romantisk drøm om proletariatets diktatur.