VM i Saudi-Arabien kan blive et katastrofalt selvmål for fodbolden
Fodboldorganisationen Fifa vil tildele VM i 2034 til et af klodens værste diktaturer. Protesterne fra fodboldens egne rækker har indtil videre været forbavsende svage.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man kan mene, at den globale fodboldorganisation Fifa har fundet en passende måde at markere 100-året for fodboldens hidtil mest skamløse knæfald for diktaturet.
I 1934 blev fodbold-VM gennemført i Italien, der på det tidspunkt i 12 år havde været et fascistisk autokrati under Benito Mussolini. Tusinder af regimemodstandere var blevet dræbt eller rådnede op i fængsler på fjerne øer. Men europæiske honoratiores valgte at knibe øjnene i for overgrebene og forærede dermed Il Duce en stor propagandasejr (italienerne vandt i øvrigt turneringen).
Det er et jubilæum, der i andre sammenhænge ville kalde på eftertænksomhed og måske ligefrem bodfærdighed, men det er der slet ikke plads til i en sportsgren, hvor alt er til salg for den rette pris. Derfor fremstår beslutningen, der formelt træffes onsdag, om at tildele Saudi-Arabien værtskabet for herre-VM i 2034 som ikke bare forudsigelig, men sørgeligt logisk.
Fifa har aldrig været nogen kostforagter, når det handler om at klø tyranner på ryggen mod passende betaling: I 1978 spillede man fodbold i et Argentina ledet af et blodigt militærdiktatur. Rusland, vært i 2018, var på det tidspunkt fire år inde i krigen i Ukraine efter den ulovlige anneksion af Krim i 2014. Det fik ikke Fifa-bossen Gianni Infantino eller de øvrige oligarker i verdensfodboldens styrende organer til så meget som at blinke. I 2022 var løjerne så henlagt til petrostaten Qatar.
Det har alt sammen været slemt, men Saudi-Arabien er målt på alle parametre et skridt længere nede i kældermørket. Med henrettelser og tortur, totalitær ensretning, massiv kvindeundertrykkelse, international jagt på dissidenter og aggressiv militærpolitik i nærområdet er der fuld plade på krænkelserne af både demokrati og personlige friheder.
Den ansete ngo Freedom House, der hvert år vurderer demokratiets tilstand i ca. 210 lande og territorier, placerede på sin seneste rangliste Saudi-Arabien i den laveste tiendedel blandt verdens lande – under f.eks. Iran og Rusland og a point med Belarus og Myanmar. Hvis man graver energisk nok, kan man finde enkelte stater, hvor det står endnu værre til – f.eks. Syrien (under Assad), Afghanistan og Nordkorea. Ville Fifa overveje disse destinationer, hvis de altså var kapitalstærke nok til at afvikle en turnering, som snart svulmer op til 48 hold? Man tør dårligt tænke tanken til ende.
Beslutningen på en virtuel Fifa-kongres onsdag er blevet nøje forberedt gennem en super sized studehandel, som har henlagt VM i 2030 til hele tre kontinenter – Europa, Afrika og Sydamerika. En række europæiske fodboldsammenslutninger havde på forhånd varslet opbakning med den svagelige undskyldning, at man med protester ville isolere sig selv fra verdensfodbolden.
Mens europæerne, herunder DBU, hidtil ikke har kunnet samle sig sammen til at formulere en bare nogenlunde principfast holdning, så vil der utvivlsomt blive gjort en energisk indsats for at hvidvaske både saudierne og Fifas beslutning de kommende år. Forvent endeløs pølsesnak om reformbestræbelser, inklusion, kvinders rettigheder og beskyttelse af migrantarbejdere.
Givet Fifas historik og de faktiske forhold i fodboldbranchen er der ingen udsigt til, at beslutningen omgøres – og at opfordre til dansk boykot vil kun være et slag i luften. Det bedste håb er, at ngo’er, medier og gode kræfter i fodbolden de kommende år vil sætte skarpt og vedholdende fokus på både værtslandet og de globale realia i en sport, hvis ledere helt synes at savne et moralsk og politisk kompas.