Håb er ikke en strategi. Men vi er nødt til at tro på det. Indtil andet er bevist
Man kan sagtens hævde, at det er naivt at tro på, at våbenhvilen mellem Hizbollah og Israel holder for evigt. Men det vil være ulideligt at håbe andet.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I en tid, hvor positive fremtidsudsigter ikke ligefrem er noget, der er til at se med det blotte øje, er der grund til at knytte et håb til våbenhvilen, der nu er indgået mellem Israel og Hizbollah.
Bevares, det lyder naivt, historikken i Mellemøsten taget i betragtning. Mange våbenhviler er indgået og brudt hurtigere, end de blev forhandlet på plads.
Men vi har brug for at tro på, at denne her holder. Af mange årsager. Det er god latin i politologien, at verden har svært ved at overskue mere end én storkonflikt ad gangen.
Og med krigen i Ukraine, der buldrer nådesløst på snart tredje år, har situationen trængt sig på efter Hamas-angrebet den 7. oktober 2023. Her var pludselig mere, verdenssamfundet måtte tage stilling til. En konflikt, der synes uendelig og uløselig – og hvor begge parter på skift bidrager til at holde løkken om områdets befolkninger stram.
Hamas’ terrorangreb og det efterfølgende massive modsvar fra Benjamin Netanyahus Israel fik for alvor sindene i kog uden for regionen. Herhjemme har demonstrationer og ophidsede debatter bragt den mellemøstlige konflikt tættere på og givet en mundsmag på konfliktens uforsonlighed.
Og at naiviteten kan ende med at koste dyrt, er de seneste dages rapporter fra Tyskland om Hamas-våbendepoter flere steder i Europa, deriblandt Danmark, et mærkbart vidnesbyrd om. Som digteren Ole Wivel skrev i 1959, dengang under indtryk af Den Kolde Krig og atomtruslen fra Sovjet: »Der truer os i tiden/en ond usynlig kraft.«
Ordene er værd at genlæse i dag, ikke kun fordi vi atter er truet af en ond og usynlig kraft fra øst, men også fordi det efterhånden på den hårde måde er ved at gå op for Vesten, at vores værdier ikke er lige så indlysende for resten af verden, som vi gik rundt og troede.
Faktisk tårner der sig kræfter op, som ikke alene ikke vil have vores demokratiske stangvare, de vil overtage det monopol på den verdensomspændende magt, som Vesten har besiddet siden Anden Verdenskrig.
Man behøver ikke genlæse Henrik Nordbrandts jeremiade over novembers uendelige tristhed for at blive ramt af mismod. Man skal bare se konturerne af Vladimir Putin og hans nye, tro væbner Kim Jong-un.
Tilsæt dernæst Kinas Xi Jinping, der har krammet på Vestens forsyningskæder, fordi man i hovedløs griskhed udliciterede en stor del af den kedelige industri til Kina.
Vi sidder i saksen og er afhængige – uanset hvad Donald Trump måtte mene.
Derfor har vi brug for det forbandede håb til at slæbe os igennem de mørke måneder. Selv om vi husker Barbara Bertelsens dommedagsformaning om, at »håb ikke er en strategi« under corona-pandemien, er våbenhvilen i Libanon det halmstrå, der måske skal til, for at man tør tro på, at det hele ikke »går ad helvede til«, som Kim Larsen sang. Og håbet kan finde en smule forstærkning ved det faktum, at det tyder på, at alle parter sådan set ser våbenhvilen som en fordel. Israel har haft betydeligt held med at udradere stort set hele Hizbollahs ledelse, Hizbollah er derfor mere mør, end den giver åbent udtryk for.
Kynisk set har Israels hårde linje over for Iran også været med til at bane vejen. For Hizbollah mener ingenting, man ikke mener i Teheran. Og samtidig kan Joe Biden få sin sejr i Mellemøsten, inden Donald Trump tramper ind og forsøger sig.
Våbenhvilen er trådt i kraft, og rygterne taler om, at der er en lignende på vej mellem Israel og Hamas. Der er grund til at håbe alt det, vi kan, så Mellemøsten kan slikke sine sår. Indtil næste gang.