Det er fedt at være foregangsland. Bare ikke alene
Hvor fedt er det lige at være foregangsland, hvis de andre ikke følger trop? Meget af den grønne treparts succes handler om, hvorvidt Danmark går enegang for miljøet og naturen.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
For tiden kan man få ødelagt sin nattesøvn af Thomas Vinterbergs tv-serie ”Familier som vores”, hvor Danmark bliver evakueret, fordi det ikke længere kan betale sig at opretholde Danmark som nation i en tid, hvor vandene stiger.
Man kan ikke fortænke, at en og anden landmand har lidt samme undergangsfølelse, når han sidder og lytter til trepartsminister Jeppe Bruus fortælle om storheden i at forvandle 10 pct. af Danmarks landbrugsjord til »natur«, hvor der skal plantes skov og gives tilbage til naturen, som nogen så poetisk har udtrykt det.
Den grønne trepartsaftale er et konkret udtryk for, at danske politikere længe har forsømt at forny den samfundskontrakt, man har haft med landbrugserhvervet siden Dalgas og nederlaget i 1864. Der skulle bruges mere landbrugsjord i det decimerede Danmark, og landmændenes landvindinger betød, at de ikke alene kunne brødføde danskerne, men også eksportere i et omfang, så det kunne mærkes på nationaløkonomien.
Dansk landbrug var noget, danskerne var stolte af. Lurpak og Danish Bacon – det var os, danskerne.
I dag er det anderledes. Der er ”landbrug” nærmest blevet et skældsord. Det industrialiserede erhverv er blevet prügelknabe og af nogle omtrent blevet gjort eneansvarlig for nærdøde fjorde og vandløb. Og vist har landbruget et markant aftryk på miljøet i kraft af sin størrelse og ikke mindst intensive drift.
Men ligesom der er et soleklart behov for at gøre noget for miljøet, er der også et bydende nødvendigt behov for, at parterne kommer op af de grøfter, der er gravet dybere og dybere i de senere år, og taler sammen.
Derfor var det velgørende at opleve, at Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer faktisk kunne række ud og nå hinanden, da rammerne for treparten faldt på plads i sommer. Det gav en del murren i begge organisationers bagland, men de ansvarlige tog ansvaret på sig for at finde en løsning på en ret bunden opgave.
Dansk landbrug - og miljøet – har ikke brug for mudderkast og polarisering. Vi har ikke nogen tradition for at gøre som franske landmænd, der sjældent forsømmer en lejlighed til at lave rav i gaderne, hvis noget går dem imod. Sådan skulle det gerne blive ved med at være. Og når ekkoet fra de højest råbende lægger sig, kan man høre landmænd, der allerede er i fuld gang med at omstille sig på en ny virkelighed – og som igen er i færd med at bevise, at erhvervet har evnen til at flytte sig, også derhen, hvor pengene er i fremtiden.
Det er afgørende, at den grønne trepart ikke bliver en brændemærkning af et erhverv. Der skal kompenseres for den jord, der skal afgives – den sorte, statslige hånd skal ikke tage uhæmmet for sig af retterne. Men landbruget skal omvendt vise, at man har samfundssind og er klar til at forny samfundskontrakten og kalibrere erhvervet til en ny tid.
Politikerne bag det brede forlig solede sig som vanligt og understregede, at Danmark nu endnu en gang kan smykke sig med titlen som »foregangsland«. Det er sådan noget, politikere er meget stolte af at være. Og det lyder også godt.
Alligevel er den del af aftalen, der friholder Bornholm for at skære i udledningen af kvælstof, en påmindelse om, at det ikke er nok at være foregangsland.
Der findes en verden uden for Slotsholmen. Danmark er ikke alene i verden, og det er kun små pytter i den store sø, hvis vi bliver ved med at være foregangsland, uden at vore naboer gider følge trop.
Det bliver interessant at se, om det sker.