Kvindeportræt på Borgen er godt på to måder. Og på alle måder på tide

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Endelig fik Christiansborg sit store maleri af dansk politiks 30 mest betydningsfulde kvinder. Det er godt. Først og fremmest fordi det er godt. Værket altså.

Portrætterne er vellignende og forbinder alle generationer i ét nu. Kompositionen er flot, selvom gruppemalerier i denne størrelse må være lige så umulige at gøre spændende som et skolefoto med 28 i klassen. Det lykkes på magisk vis maleren Mie Mørkeberg at male plads til forbindelser, samtaler og tankegods ind imellem kvindeskikkelserne, der dermed binder generationer og danmarkshistorie sammen.

Farvevalgene er levende, men ikke larmende. Paletten understøtter personlighederne uden at overskygge dem. Til gengæld langt overskygger det nye maleri nu Samtaleværelsets oprindelige hovedværk, som stadig hænger på væggen overfor. Nemlig det berømte maleri af fædrene til grundlovsændringen den 5. juni 1915. En stiv og dyster samling jakkeklædte mænd malet af Herman Vedel. Et maleri i farver, som alligevel fremstår sort-hvidt.

Meget i Mie Mørkebergs maleri lykkes. Bevidst eller ubevidst. Maleriet tillader beskueren selv at tænke. Midt i det hele står Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Hvad vi synes om hende, må vi selv om. Hun står der bare.

Mette Frederiksen står lige bag hende og ligner én, som lytter til Helga Pedersen, der blev valgt for Venstre i 1953, den første kvindelige justitsminister og senere højesteretsdommer. Om man vil tolke retssikkerhed eller minksag ind i netop det valg af sidemand, må man selv om. På maleriet står de der bare ved siden af hinanden.

SF’s Özlem Cekic er dumpet ned i gummisko og ser os i øjnene. Meget sigende for netop hendes personlige forandringskraft. Bodil Koch ryger cigar. Der er intet pyntet over disse kvinder.

Helga Larsens kjole vokser ud af gulvet og står som en del af fundamentet for alle de andre. Hun var en af de første fire kvinder, som blev valgt til Folketinget i 1918. Hvilket de færreste nok havde spået, hvis de havde fulgt hende som barn. Hun var datter af en fattig, enlig mor, der ikke havde råd til at sende hende i skole. Helga Larsen fik arbejde på fabrik som niårig. Hun endte som fagforeningsformand og som en af de første kvinder i Folketinget.

Det er et godt maleri. Og det er vores alle sammens maleri. Christiansborg er ikke folketingsmedlemmernes adresse. Det er folkestyrets. Derfor er det folkets maleri. Det er også os, som har betalt.

Og så er værket også godt af en anden grund end den kunstneriske og æstetiske. Det er principielt godt. For disse kvinder og mange flere fortjener en plads i historien. Det er ikke til at forstå, hvordan vi endte med et slot fuld af kunst og ikke allerede for mange år siden fik netop dette værk.

Før Helle Thorning-Schmidt hang der ikke én kvinde blandt statsministerportrætterne i Vandrehallen. Hun er selvfølgelig stadig den eneste. Men hun var trods alt ikke den første kvinde i dansk politik.

Derfor er det på høje tid at få nogle af de andre op på væggen. Det er jo rent symbolsk? Ja, netop. Det er præcis derfor, det er så vigtigt. Mona Lisa ved ingen rigtig, hvem var. Men navnet Mona er kort for ”ma donna” på italiensk. Min kvinde. Hun var nogens kone og er kendt, fordi Leonardo da Vinci fangede det særligt skælmske smil, som nu har smilet på Louvre siden 1797. Det er angiveligt verdens dyreste maleri. Men for danmarkshistorien har vi fået et, der er endnu mere værd.