De blå ulve i fåreklæder blev smidt ud af Wammens indhegning, men der er brug for dem andetsteds

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Jeg kender nogle søde mennesker, der har røde køer. De har ikke så mange, så alle køerne har navne. En af dem fik navnet Wammen, da den røde ko havde en særlig glød.

Nu er landets finansminister jo ikke en ko, og det er vist længe siden, pragmatismen fik den røde farve til at gå over i mere grålige nuancer som dem, man finder på væggene i kedelige offentlige kontorer.

I disse dage har Wammen sit hyr med den blå opposition. De blev inviteret ind i folden, da finanslovsforhandlingerne gik i gang, men nu har han smidt dem ud. De ankom i velfriserede fåreklæder, men blev smidt ud som de ulve, de viste sig at være. De fire blå partier, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti, havde på forhånd indgået en såkaldt musketéred. De ville komme sammen og gå sammen. Det blev så til sølle 12 minutter inde ved de røde køer, før de blev bedt om at forlade folden.

Det viste sig nemlig, at det var fire forkølede ulve, der kun ønskede at dræbe. De kunne hverken fortælle, hvordan de prioriterede deres vidtspændende ønsker, endsige påpege, hvordan de skulle finansieres. Og er der noget, der er dræbende i politiske forhandlinger, så er det, når gratis krav smides på bordet: Vi kræver dette og hint, og regeringen må selv finde ud af at fikse det. Det skal man være en amerikansk Trump for at påstå, at man kan.

De fire musketerer var allerede før efterårsferien blevet bedt om at gå hjem og lave lidt lektier, så de kunne anvise, hvor de milliarder, som deres ønsker kostede, skulle findes. Det ville – eller kunne – de ikke. På samme måde krævede de et øget antal stillinger i staten nedlagt uden at ville pege på, i hvilken retning man skulle se.

Der er meget taktik på spil hvert år, når finansloven skal forhandles. Men i år er der mere på spil end finansloven. Det går nemlig samtidig sløjt med forhandlingerne om den såkaldte trepart, regeringens store prestigeprojekt. Regeringen kan sagtens leve med en smal finanslov, til gengæld er det helt afgørende at få en bred aftale om treparten, der skal danne den stabile og langsigtede ramme om landbrugets udvikling og forvaltningen af vores jord, natur og drikkevand.

Ved at rasle med sablerne og smide de blå ulve i fåreklæder ud af finanslovsforhandlingerne, næsten før de nåede ind i indhegningen, kan regeringen håbe på, at de opfører sig mere ansvarligt og smider ulveklæderne ovre i nabofolden, hvor trepartsforhandlingerne er i gang. Her er det aktuelt meget vigtigere for både regering og oppositionspartier at lande en bred aftale.

De blå partier ved godt, at de selv på et tidspunkt arver en uregerlig abe, hvis den historiske trepart falder til jorden. Og regeringen ved godt, at de kommende måneder er helt afgørende for dens fremtid.

Finansloven skal nok falde på plads med SF og De Radikale. De græsser fint sammen for øjeblikket. Men hvis de selvudnævnte musketerer bliver ved med at føre sig frem som ulve i forhandlingerne om treparten, kan regeringen vælge ét af to onder: at gennemføre treparten med et snævert flertal og håbe på, at den ikke bliver rullet tilbage efter et eventuelt regeringsskifte. Det vil desværre medføre fortsat uro og usikkerhed i en landbrugssektor, der i den grad trænger til stabilitet og ro.

Alternativet er at udskrive valg i utide med det dårligst tænkelige udgangspunkt, hvor ikke blot den røde ko, men også de andre dyr i regeringsfolden er blevet skambidt af en opposition, der for øjeblikket ikke blot dræber for at spise – men bare fordi man kan.