Briterne er ude, Tyskland er nede, og USA uforudsigelig. Hvad nu, Danmark?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Som et lille land har Danmark lunet sig ved at ligge i læ af de store. Eller mere præcist navigeret mellem punkterne i trekanten London, Berlin og Washington undertiden med en lille afstikker til Paris.

Eller som den radikale Martin Lidegaard formulerede det, da han tiltrådte som udenrigsminister i 2014:

»Gennem tiderne har det været en klassisk udenrigspolitisk diskussion, om København skulle lægge sig tættest på Berlin eller Washington og måske gøre et stop i London på vejen over Atlanten.«

Mens det for skiftende regeringer ikke har voldt de store problemer at formidle det tætte samarbejde med briterne og amerikanerne, så har det været lidt mere op ad bakke med tyskerne.

Både Besættelsen og nederlaget i 1864 sad så dybt i danskerne, at det kunne være vanskeligt at forstå, at først Bonn og siden Berlin blev helt naturlige orienteringspunkter for en dansk udenrigsminister.

Brexit-afstemningen sendte briterne ud af EU i 2020. Opfattelsen var, at Danmark dermed mistede en vigtig alliancepartner. Et stort land, som man kunne sende i felten og gemme sig lidt bagved, så man undgik selv at tære på sin politiske kapital ved at stille sig på tværs i Bruxelles. Men ved samme lejlighed fik både diplomater og politikere travlt med at forklare, at så ferme var briterne altså heller ikke til at fremme Danmarks interesser.

»Vi danskere har et dybt sentimentalt forhold til briterne. Det har i mange situationer sløret vores dømmekraft. De vandt Anden Verdenskrig, vi forstår deres sprog og synes, at de er charmerende, men vi overser, at de først og fremmest tænker på sig selv,« lød det fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som i samme omgang erindrede om, hvem det var, der slog sin store lab i bordet, brølede ”genug!” og sørgede for, at Danmark fik sine EU-forbehold: Helmut Kohl, Tysklands kansler.

En europæisk vellidt skikkelse også i København, fordi han formåede på samme tid at rumme Tysklands storhed og ydmyghed.

Siden er Tyskland vokset, og Berlin har stået som en af de vigtigste hovedstæder at aflægge besøg i, når en ny udenrigsminister trådte til.

Nu er Tyskland nede. Regeringen er brudt sammen, og det er på ingen måde givet, at de politikere, som de tyske vælgere måtte vælge, hvis krisen ender med et parlamentsvalg, i samme grad går til opgaven med ydmyghed og det nærmest nedarvede tyske dogme om, at en god tysker er en god europæer.

I USA, som alle regeringer har fremhævet som Danmarks vigtigste allierede, indsættes Donald Trump igen som præsident efter nytår. Erfaringen er, at han er uforudsigelig, og det er også det ord, der går igen, når politikere og eksperter taler om ham nu.

Danmark kan ikke regne med USA. I hvert fald ikke regne den ud. I kommentarer fra regeringen er vægten fordelt mellem at gratulere Trump og at betone vigtigheden af et stærkt og sammentømret Europa.

Da topdiplomaten Friis Arne Petersen efter 41 års virke forlod den danske udenrigstjeneste, var det med bemærkningen om, at »de store har andre interesser, end vi har. Det skal vi hele tiden være opmærksomme på«.

Bemærkningen, som nok var møntet på Europa, fik sin egen symbolske betydning, da Danmark fuldt og helt stolede på den aftale, man havde med USA om at hjælpe til ved en evakuering i Kabul.

Men da det i 2021 kom til stykket, dukkede amerikanerne ikke op. De havde nok at gøre med at redde sig selv.

Når briterne er ude, tyskerne nede, og USA uforudsigelig, hvor skal Danmark så se hen?