Alle holder vejret og håber på det bedste. Sådan burde det ikke være

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Udsigten til fire år med Donald Trump bliver en udfordring.

Demokratiets kerne er en fredelig overdragelse af magten. At mindretallet accepterer flertallets tale – vel vidende at samme mindretal er beskyttet af de mekanismer, som hører en demokratisk retsstat til.

Sådan gik det ikke for sig, da Donald Trump tabte for fire år siden. Mistænkeliggørelsen og den falske fortælling om, at sejren var stjålet fra ham, kulminerende med stormen på Kongressen. Det trækker endnu lange og dybe spor. Det er ikke normalt, at valgtilforordnede i en demokratisk stat må dukke sig og køres ind i busser med tonede ruder af frygt for repressalier.

USA er splittet. Og det er den splittelse, som USA’s næste præsident rykker ind i Det Hvide Hus med. Han har selv bidraget til at skabe den.

For læren af Donald Trumps sidste periode som præsident er, at han ikke blev og formentlig heller ikke vil blive ”hele folkets præsident”. Trump er først og fremmest sin egen præsident, forelsket i sig selv og sit eget narrativ. Meget afhænger derfor af sammensætningen af Kongressen, og hvem han omgiver sig med. Bliver det besindige folk, som tør tage kampen med præsidenten? Snu mennesker, som snor sig uden om Det Ovale Værelse? Eller rene medløbere, som kun formår at sige ”javel, hr. præsident”.

De mange udsagn fra amerikanske vælgere, som ville stemme republikansk, tyder på, at det først og fremmest er økonomien, som har båret dem hen i den røde lejr. Og sådan er det jo. Bill Clinton sagde det direkte: »It’s the economy, stupid!«

Demokraterne har ikke i tide hverken fanget eller forstået de strømninger, som Trump effektivt har udnyttet. Om ikke før, så nu må der lægges op til en stor selvransagelse i Det Demokratiske Parti.

Var verden uforberedt på Trump for otte år siden, er situationen denne gang ganske anderledes. Der er holdt utallige møder blandt USA’s allierede om, hvad modsvaret skal være til en præsident, som truer med handelskrig, og med ikke at støtte Nato-lande, som ikke bidrager. Trump påstår, at han kan skabe fred i Ukraine på et døgns tid. Men til hvilken pris?

Det forhold, at Ukraines støtter har taget deres forbehold og har sat USA af som mødeleder, når donationerne skal fordeles, er i den store fortælling et vigtigt signal. De stoler ikke på USA. Sådan burde det heller ikke være.

For otte år siden blev der talt meget om strategisk tålmodighed. Trump skulle lige finde sin plads, og så ville han, troede man, mærke alvoren og embedets tyngde. Det kom ikke til at ske. Trump forblev uforudsigelig, og intet tyder på, at det skulle være anderledes denne gang. Regeringen synes at håbe det, men nu lyder det også, at selvfølgelig skal »Europa kunne mere selv og tage et endnu større ansvar for vores egen sikkerhed«. Devisen synes at være, hellere ae Trump med hårene, end at gå til modstand.

Skal der findes et lille lyspunkt i en på mange måder dyster situation, så er det, at Trumps sejr er klar. En kneben sejr til Harris kunne have udviklet sig til et worst case-scenarie med vold og optøjer værre end for fire år siden. Man må – trods alt – have tillid til, at de demokratiske vælgere bærer nederlaget med større værdighed.

For andre er der kun at gentage den gamle læresætning om, at det er landet, ikke manden, at Danmark er i alliance med. Være oppe på mærkerne, få det bedst mulige ud af situationen, glæde sig over, at Donald Trump trods alt er præsident i et demokratisk land og krydse fingre for, at netop det forhold ikke ændrer sig.