Danmarks Naturfredningsforening forsøger at balancere magtspil og natursyn
Medlemsskaren er tusindtallig, og det forpligter. Men det kan være svært at finde fodslag.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Den, som er givet magten, skal forvalte den med omtanke. Det gælder også Danmarks Naturfredningsforening. Men noget tyder på, at det kniber, når lokale medlemmer står tilbage med følelsen af, at de bliver kørt over af det, som de oplever som en topstyret og politiseret organisation.
Uanset om de har ret eller ej – et modargument kunne være, at kritikerne har alle muligheder for at arbejde for at ændre tingene – så afspejler kritikken og debatten, at natursyn ikke er en entydig størrelse, som 138.000 medlemmer kan finde fælles fodslag om. Og at foreningskulturen med lokal forankring er under forandring.
Danmarks Naturfredningsforening og ikke mindst foreningens ret til at rejse fredningssager har før været under beskydning, især fra borgerlige politikere, som hævder, at den virker som en bremse for privates virkelyst.
»Hvordan kan man tro, at en privat lodsejer vil gå ind i et naturbevarelsesprojekt, når han oplever, at takken for hans velvilje er, at Danmarks Naturfredningsforening efterfølgende rejser en fredningssag, som begrænser brugen af hans egen ejendom?« skrev Danmarks Jægerforbund i en af de mange polemikker, der har været om fredning. Og på det sydlige Djursland endte en fredningssag med at splitte bestyrelsen i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.
Også om naturnationalparkerne er bølgerne gået højt blandt naturelskere – herunder naturfredningsforeningen, som langt hen ad vejen har lagt sig tæt op ad et moderne natursyn, som går ud på at gå tilbage og forvandle naturen til en form for oprindelighed. Tanken om at kunne gå i en urørt skov, hvor store dyr tusser rundt og græsser, har fået nogle til at juble. Mens andre frygter mødet med de store dyr og begræder nedbrydningen af den skovdrift, der er opbygget gennem århundreder.
Hensyn til hasselmus, birkemus og flagermus har sat store energiprojekter i gå. Naturen kom paradoksalt nok på tværs af den grønne omstilling. For et par år siden blev miljøgodkendelsen til den stort anlagt gasledning Baltic Pipe trukket tilbage, fordi det ikke var tilstrækkeligt belyst, hvordan disse arter ville blive påvirket.
Forestillingerne om vild natur ser ud til at trives særdeles godt i storbyerne, mens man på landet – og her har Danmarks Naturfredningsforening trods alt også en del medlemmer – ser mere praktisk på det. Det kan være eksotisk at møde en ulv, når man er på sommerferie i Vestjylland, men mindre fornøjeligt, når man er fåreavler samme sted.
Uanset om man bekender sig til det ene eller det andet natursyn, så vil det tjene debatten at være rimelig realistisk om det faktum, at dansk natur til alle tider er blevet formet af mennesker. Samtidig med at vilde heste, køer, elge, ulve og hasselmus er til debat, æder fjorde og hav sig ind på landet. Her er der til gengæld mindre slinger i valsen, når det handler om at tæmme naturen.
Forholdet til naturen er for længst rykket ind på Christiansborg, og det er på den baggrund ikke underligt, at Danmarks Naturfredningsforening med det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Maria Reumert Gjerding som præsident investerer ressourcer i at påvirke beslutningerne der, hvor de rent faktisk træffes.
Problemet opstår, når medlemmerne ikke er med. Danmarks Naturfredningsforening manøvrerer derfor på følsom grund i et politisk spil om den danske naturs fremtid.