Imamer forspildte en chance, de ellers godt kunne have brug for

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Kirkeminister Morten Dahlin (V) har fuldstændig ret, når han i et debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag skrev, at det siger en hel masse om de integrationsproblemer, der er i Danmark, når imamerne valgte at melde afbud til et møde med ham og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i sidste uge.

Ikke alene er det en elendig beslutning af de lokale religiøse overhoveder, fordi de faktisk kunne have indkasseret lidt respekt, hvis de var dukket op. Men de har med afbuddet placeret sig solidt i skammekrogen - eller måske rettere det afsides, skyggefulde sted, hvor automat-fornærmede mennesker opholder sig, mens de bekræfter sig selv og hinanden om, hvor synd det er for dem.

Det er ikke synd for imamerne. Faktisk har de mere end almindelig brug for lidt positiv omtale for tiden. Senest efter historien om tætte forbindelser mellem Imam Ali-moskéen i København og det fundamentalistiske iranske præstestyre, som har sine fangarme ude langt uden for landets grænser. Og ligeså historien om, at moskéen benyttes som et middelalderligt konfliktløsningscenter, hvor forhandlinger om blodpenge kan gøre misdædere skyldfri.

Det er udansk, det er ubehageligt - og det er utroligt, skulle man synes, at integrationen herhjemme tilsyneladende på visse områder ikke er kommet ud af stedet trods årtiers hændervridende god vilje og bunker af penge. Alligevel er der grupperinger, der holder blindt fast i normer og ideologier, der er uforenelige med et vestligt demokrati.

Derfor er det sådan set underordnet, om imamerne skulle udsættes for en omgang voksenskældud af de to ministre. Det kunne der i virkeligheden være god grund til. For hvis ikke disse imamer selv går forrest og prædiker lov og orden - dansk lov og orden, vel at mærke - ja, så er verbal huskekage helt velanbragt sammen med den ministerielle kaffe.

Men i stedet valgte de altså offerrollen. Det er ynkeligt. Tag dog til det møde, lyt til Dahlin og Dybvad - og sig så jeres mening. Så kommer dialogen. Hvis imamerne ellers vil det. Nu sidder man unægteligt tilbage med indtrykket af, at det der dialog-halløj - det føler de sig selvretfærdigt hævet over. I hvert fald vidner det ikke ligefrem om, at man er særlig interesseret i at gå ind på danske spilleregler.

Når man husker tilbage til 1999, hvor Poul Nyrup Rasmussens formanende pegefinger svingede fordømmende over det dengang unge parti, Dansk Folkeparti, med bandbullen: ”Stuerene, det bliver I aldrig!”, så kan man konstatere, her 25 år efter, at det var en anden tid. I dag ligger Nyrups parti vel på linje med Dansk Folkepartis på udlændingeområdet - som minimum. Og hvor det var politisk nitroglycerin at diskutere i mange år, går der længe mellem de ophidsede folketingsdebatter om lige netop det emne. Simpelthen fordi der er bred enighed i det parlamentatiske landskab om, at hallal-hippiernes ”kom som du er”-invitation er revet itu.

Og ja, det danske velfærdssamfund har været med til at hjælpe både IS-krigere og bandemedlemmer med alt fra sprogundervisning, husleje og førtidspension. Fordi det ligger i grundfjeldet af et velfærdssamfund at hjælpe. Derfor har det måske også taget lidt tid at balancere virkeligheden. En virkelighed, der efterhånden viser sig at være mere broget end godt er. Eksemplerne er desværre rigelige. På en uhyrlig mangel på forståelse eller vilje til at tilpasse sig danske normer. Og på eksempler på integration, der har spillet sørgelig fallit.

Og imamernes kolde, forsmåede skuldre gør det ikke bedre.