Danmark drukner bogstavelig talt i ansvarsfralæggelse og silorytteri
Danmark drukner bogstavelig talt i ansvarsfralæggelse
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Vandet vil vælte op af havnen i Nakskov, når stormen rammer. Op på gaderne, ned i kældre, ind i stuerne, op på første sal, indtil hele huse sejler afsted. Spande og sandsække forslår ikke. Flere tusinde huse vil stå under vand, indtil mindst hver anden bolig i hele Nakskov er druknet. 7500 mennesker skal flygte fra deres eget hjem, men hvorhen?
Vandet tager også 60 pct. af erhvervsbygningerne. Og 42 offentlige bygninger, der ellers skulle huse børnene, de syge og kritisk infrastruktur. Vandet skelner ikke. Nøglefunktioner vil sætte ud. Det hele drukner. Ødelæggelserne alene i Nakskov vil koste omkring 4 milliarder kroner. Dertil kommer de menneskelige omkostninger, som ikke kan gøres op i penge. Endeløse renoveringer, hjemløshed, forsikringssager, traumer, tabt arbejdstid, stress og depression.
Sådan er scenariet for Nakskov i en ny rapport fra DTU, som fokuserer på, hvordan vandstanden i Danmark realistisk set udvikler sig i årene 2071-2100. Rapporten har set på Kerteminde og Kalundborg også. Ligesom i Nakskov venter der også der uhyggelige scenarier med enorme vandmasser, som vil skabe store grupper internt fordrevne klimaflygtninge og uoverskuelige ødelæggelser for både private, virksomheder og det offentlige.
En noget dramatiseret rapport vil nogle nok mene, når de ser illustrationerne i den. Her slår store skummende bølger op omkring Christiansborgs mure og maser vandet op i nærheden af vinduerne til Folketingssalen. Men skru endelig op for dramaet. For som rapporten skriver, så er fremtiden nu. Det er nu, der skal råbes op og handles. Det, der kan virke som en fjern fremtid, kan være lige om hjørnet. Enten fordi vejret forandrer sig hurtigere end ventet. Eller fordi der skal bruges så lang tid på at afværge oversvømmelserne i et dysfunktionelt Systemdanmark.
For måske er klimaet ikke den største trussel. Den største trussel er vores manglende evne til at skabe en sammenhængende plan for kystsikring i Danmark. Hver anden kystkommune har i de seneste fem år opgivet kystsikringsprojekter eller sat dem på pause, skriver kommunernes medie Momentum. Naturbeskyttelsesregler, borgerklager, uenigheder om finansieringen eller generelt uhensigtsmæssige økonomiske rammer. Undskyldningerne er mange.
Staten har en såkaldt kystpulje, som rituelt står til at udløbe i år, men vel bevares i finanslovsforhandlingerne. Hvis blot en pulje nyttede. Den er på 150 millioner kroner i år. Der er behov for meget mere. Miljøminister Magnus Heunicke (S) har travlt med at skyde regningen fra sig: ”Det skal ikke være sådan, at man venter på, at staten går ind og betaler hele kystbeskyttelsen,” siger han til DR.
Naturligvis ikke. Men når han er færdig med at dukke sig, er der brug for en sammenhængende politisk plan. Uanset prisen kan ingen i samfundet være tjent med, at vi lader katastrofen komme med åbne øjne. Mens skatteborgere, virksomheder, husejere, kommuner, regioner og minister mundhugges om ansvaret, stiger vandet. Ifølge DTU-rapporten taler vi om katastrofer, som bare i de tre konkrete byer vil koste mindst 8,6 mia. kr.
På Lolland og Falster kostede en stormflod i 1872 omkring 80 mennesker livet. Herefter byggede man Danmarks længste dige og forpligtede alle på en digeskat, der fungerer upåklageligt den dag i dag. Diget går desværre ikke helt til Nakskov. Men det er ufatteligt, hvis vi ikke så mange år senere kan finde en løsning. Uanset prisen nu, så er det dyrere at vente.
Danmark drukner bogstavelig talt i ansvarsfralæggelse. Ævl og bævl, mens vandet stiger.