Sinwar blev dræbt, min hånd røg i vejret af begejstring. Men vi skal ikke juble

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Stik mig en highfive, Sinwar er død!

Sådan var min egen instinktive reaktion torsdag aften hjemme i sofaen, da drabet på en af verdens værste terrorister blev bekræftet.

Hamas-lederen Yahya Sinwar havde længe været den israelske hærs mål nr. et, fordi han var den hovedansvarlige bag terrorangrebet den 7. oktober. Et helt år lykkedes det ham alligevel at overleve. Med rottemetoder sneg han sig rundt under jorden som den usling, han var. Indtil han onsdag i denne uge blev dræbt i et angreb. I første omgang turde hæren ikke tro sit eget held, men måtte tage en dna-test for at vide sig sikker. Da bekræftelsen kom, udløste det lettelse og jubel i Israel. Og i min sofa.

Det er vel menneskeligt at glæde sig over andres skade, når der er tale om en fjende af menneskeheden. Og det er meget menneskeligt, at den urfølelse af hævn kan flyde lidt sammen med følelsen af retfærdighed. I en krig, hvor Sinwar var hærleder på den forkerte side, ville det før eller siden selvforskyldt koste ham livet. Man kan kun ærgre sig over, at så mange civile skulle dø, før han endelig selv stod i skudlinjen.

Som personligt skyldig i et af verdens værste terrorangreb i nyere tid er det svært at have meget respekt for hans liv. Statsminister Mette Frederiksen sagde det sådan her:

»Set med danske briller, så er det svært at beklage det dødsfald. For det er en hardcore terrorist, vi har med at gøre.«

Nej, han vil ikke være savnet. Men når instinkter og følelser har lagt sig, bør vi hanke op i den mere civiliserede del af vores tankeregister.

I virkeligheden havde retfærdigheden været større, hvis vi havde set ham taget til fange, stillet for en dommer og spærret inde på livstid for sine drab på flere end 1.000 jøder. Den retssag kunne hele verden have fulgt, og vores børn kunne have set den på video i undervisningen generation efter generation.

For få dage siden meldte præsidentkandidat Donald Trump ud, at han gerne så drabsdømte migranter i USA henrettet ved dødsstraf. Havde de dræbt en amerikansk statsborger, skulle de selv dø, lød hans logik. Den er mange sikkert enige i. Det er så banalt med et øje for et øje og en tand for en tand.

Men Vesten må ikke langsomt glide baglæns i sit syn på menneskeliv. Dødsstraf er fundamentalt barbarisk og uciviliseret. Rekordfå lande praktiserer dødsstraf, men listen over dem, der henretter flest, siger alt om, hvorfor vi ikke skal være på den side. Kina holder tallet hemmeligt, men bruger dødsstraf for at afskrække oprørere af enhver art. Øverst på listen over officielle henrettelser finder man Iran, der ifølge Amnesty International henrettede 853 personer i 2023 og fortsatte den voldsomme tendens i 2024. Langt størstedelen af verdens eksekverede dødsstraffe sker i Kina, Iran, Saudi-Arabien og Egypten.

At dræbe en modpart i krig er selvfølgelig en helt anden sag end at henrette en dømt. Ikke desto mindre er døden udfaldet i begge tilfælde. Det er den død, vi så menneskeligt reagerer på. Den uigenkaldelige og dermed ultimative straf. Hvis nogen havde fortjent den, var det Yahya Sinwar. Men ingen har fortjent døden.

Døden er ikke den mest retfærdige eller hårdeste straf i et retssamfund. Drab og henrettelser er barbarers uciviliserede autoritet.

Der florerer billeder og videoer af den dræbte Sinwar på internettet, men lad os ikke svælge i det. Vi skal bekæmpe Iran, Hamas og Hizbollah med alle nødvendige midler. Men det skal netop være en krig om værdier. Mentalt må vi ikke forfalde til deres måde at tænke på. Deres manglende respekt for menneskeliv skal være det, der adskiller os. Når de i blodrus hoverer og hujer over deres martyrium, skal vi huske, at krig ikke er en fodboldkamp.