Ud til provinsen og tilbage igen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der var så yndigt derude på landet. Men yndigere var det så heller ikke. Mange af de statslige arbejdspladser, som under høj politisk fanebæring er flyttet fra København til provinsen, forsvinder igen.

Uden fanfarer og angiveligt også uden centrale politiske overvejelser og analyser om fordeling, når statslige arbejdspladser nedlægges. Hver minister sin kamp. Eller som Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, har formuleret det: »Det er de enkelte ministres ansvar at sikre de balancer, der skal til.«

Den er, som Jyllands-Posten har afdækket, skæv. Med til historien hører, at det har krævet et ikke ubetydeligt benarbejde og læsning af mange svar til mange spørgsmål til finansloven for overhovedet at få skabt overblikket, som viser, hvor besparelserne rammer.

Kunne man for år tilbage stille med et danmarkskort i flotte farver, som viste spredningen af de udflyttede statslige arbejdspladser, så er der angiveligt ingen, som nu har interesseret sig for, hvordan det nu kommer til at se ud, når nogle af dem nedlægges igen.

At det er tilfældet, viser, hvor symbolpolitisk og hvor skrøbelig en manøvre det var, da det i 2015 blev annonceret, at ca. 3.900 statslige arbejdspladser skulle flyttes ud til 38 forskellige byer i Danmark. Alt under overskriften ”Bedre Balance” – en forestilling, som fik sin toer i 2018 med udflytning af endnu flere arbejdspladser og etablering af uddannelsespladser i provinsen.

Fire år senere viste en særkørsel fra Danmarks Statistik, at der – udflytning eller ej – var kommet flere statsligt ansatte i København og omegn. Forløbet viser, at livsbetingelser i hverken provins eller land hverken bliver bedre eller dårligere af, om staten placerer et par arbejdspladser eller to et givent sted. De bidrager ikke til at gøre samfundet levende, nogle af de ansatte har end ikke lysten til at bo der, men foretrækker at pendle med DSB.

Den centralisering, som Danmark har været udsat for, kan ikke afhjælpes af hverken statslige udflytninger eller sproglige formuleringer, som på den ene eller anden måde skal signalere nærhed.

Hvis de – i stort tal jyske – politikere, som stod bag strukturreformen, havde haft tanke for det levede liv i deres barndomsland, ville de næppe have lagt navn til en så drastisk centralisering, som siden blev fulgt op af en politireform, som skar antallet af politikredse ned fra 54 til 12 og antallet af retskredse fra 82 til 24.

Oplevelsen af, at magten koncentreres længere væk, deles af de mange, som er blevet i byer, som tidligere var bærende i sig selv, men nu er udkant – ikke til København, men til den by, der har udviklet sig til centrum. Skælskør, Skagen, Hirtshals, tre eksempler på byer, som har taget turen fra centrum til periferi.

Sat lidt på kanten, så gør det ikke den store forskel i Skagen, om Frederikshavn får en statslig arbejdsplads eller to, eller i Hirtshals, om Hjørring begunstiges.

En tur på landeveje gennem både Jylland og Sjælland fører forbi adskillige lukkede butikker i småbyer, hvor en genbrug og en fodplejer konkurrerer om kundernes opmærksomhed.

Regneark, matematik eller streger på et danmarkskort gør ikke et samfund levende. Det handler om nærhed – også til øvrigheden, om fællesskab, ånd, kultur, men også om et politisk lag, som evner at se perspektiver fra andre vinkler end den, som begynder på et skrivebord – hvad enten det så står i København eller i den kommunale storby.