Det begyndte i Østrig. Nu står de der igen. Hvordan slutter det?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For hollænderne tog det 223 dage at finde en løsning på, hvordan Frihedspartiets valgsejr med Geert Wilders i spidsen skulle tackles. Nu er det østrigernes tur. Søndag skrev Frihedspartiet (FPÖ) historie ved at blive Østrigs største med 29,2 pct. af stemmerne. Det er ikke sket, siden partiet blev grundlagt i 1956.

Spørgsmålet er her, som det var i Holland, har været i Italien, var tæt på i Danmark og kan blive i Tyskland, Frankrig og flere andre europæiske lande.

Hvad stiller man op med vælgernes dom, når deres foretrukne parti vinder på en politik, som på flere punkter strider mod kernen af det, som de ældre og længst etablere partier står for?

For 24 år siden blev Østrig lagt på is, da de øvrige EU-lande indledte en boykot mod Østrig begrundet med frygt for, at Østrigs konservative parti ville danne regering med FPÖ.

Allerede dengang kunne socialdemokraterne opleve vælgerne flytte sig til partier, som ud over at være nationalt sindede havde udlændingepolitik og i nogen grad EU-kritik som sine mærkesager. I årene efter blev en socialdemokratisk regeringsleder en sjældenhed i Europa, men kunne de borgerlige partier varme sig lidt ved socialdemokratiernes nedtur, så blev også de ramt af den nye virkelighed. Ved folketingsvalget i Danmark i 2015 blev Dansk Folkeparti større end Venstre og Danmarks næststørste parti.

Stort set alle strategier for at inddæmme det nye højre er afprøvet: fra at være lagt på is til at være støtteparti, hvor mærkesager som stram udlændingepolitik, skepsis over for menneskerettigheder og internationale konventioner og EU-kritik er blevet omfavnet, men også afvist.

Bundlinjen er, at vælgerne ikke er med. De partier, som har stået på Europas fundament, og som har været med til at opbygge det internationale aftalesystem siden Anden Verdenskrig, er trængte. I 1983 kunne Østrigs to store folkepartier, de konservative og socialdemokraterne, til sammen regne med omkring 90 pct. af stemmerne. Nu er det under halvdelen.

De historisk trængte partier er fundet sammen på tværs af traditionelle politiske skel for at holde andre ude. En metode, som heller ikke har vist sig holdbar i længden. I Tyskland vinder Alternative für Deutschland, på trods af at konservative CDU/CSU og socialdemokratiske SPD gennem de fleste år under Angela Merkel dannede regering.

I en tid, da Rusland og Kina har vist både vilje og evne til at manipulere og påvirke europæiske politikere, står meget på spil. Frihedspartiet, som næsten hver tredje vælger i Østrig stemte på, har en lang historie med Putin, som dansede med udenrigsminister Karin Kneissl ved hendes bryllup i 2018. FPÖ-leder Heinz-Christian Strache erklærede sig året efter parat til at indgå en kontrakt med en russisk lokkedue til gengæld for partistøtte.

Salvinis Lega i Italien og Marine Le Pen fra Rassemblement National i Frankrig har plejet forbindelser til Rusland, også AfD er beskyldt for at gå Putins ærinde.

Ifølge en analyse over stemmeafgivninger i Europa-Parlamentet er der et bemærkelsesværdigt sammenfald blandt Putin-forstående partier og dem, som også har vist sig langt mere på linje med Kina i forhold til den kurs, som ”de gamle” europæiske partier står for.

Perspektiverne for en fremvoksende national højrefløj i Europa er langt større end den udlændingepolitik, som fænomenet ofte bliver kogt ned til. Det handler om den internationale orden, som både Rusland og Kina med stor vægt forsøger at ændre.