Hvis Mona Juul skal fikse De Konservative, er der brug for en personlig kædestramning

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er en god grund til, at alle med en position i Det Konservative Folkeparti trænes i at indlede samtlige sætninger med et “Vi konservative mener…”. Det er ikke bare et signal til omgivelserne om, at De Konservative står sammen, det er også en nødvendig påmindelse til indvortes brug. For det er, som om en urolig ånd har hærget partiet, siden det blev stiftet i 1916, og jordefædrene ikke kunne blive enige om, hvorvidt barnet skulle hedde De Konservative – eller slet og ret Folkepartiet. Var det skarpe nationale eller det bløde folkelige vigtigst?

Kompromiset blev et både-og, og det har siden ført til et væld af kampe. Faktisk er hovedparten af partilederskift i partiets historie sket under stor dramatik enten som følge af strid eller dødsfald.

Efter landsrådet i sidste weekend puster De Konservative lykkeligt ud. Der er fortsat samling om Mona Juul. Hen over sommeren har den konservative cykel nydt en stille medvind efter år med uro og kritik. Men landsrådet efterlader også indtrykket af, at det er tid til vinterklargøring. Og den skal foretages af partilederen. Der skal være luft nok i dækkene. Frem mod kommunalvalget næste år skal alle de bevægelige dele ude i kommunerne smøres grundigt, ligesom det skal sikres, at alle tandhjul passer sammen. Det er en kæmpe opgave i et parti, der består af en flok individualister, der konstant skal minde sig selv om, at partiet udgør et “vi”, der står sammen.

Poul Schlüter, den hidtil eneste konservative statsminister, blev i mange år omtalt som parfumesælgeren. Han kom til efter en af de talrige magtkampe i partiet, og i første omgang gav han partiet profil ved ikke at stemme for finansloven og holde det uden for forlig. Da partiet på den måde havde gjort sig selv synligt, blev det mere midtsøgende under sloganet ”Borgerlige stemmer, der arbejder”. De 10 mandater ved valget i 1975 blev omsat til 42 mandater i 1984. Kan Mona Juul omsætte partiets nuværende 10 mandater til Schlüters 42?

Mens Schlüter lidt nedladende blev kaldt parfumesælger, selvom han ikke var det, er det en kendsgerning, at Mona Juul har en fortid i reklamebranchen. Hun har alt det med i cykeltasken, som mange efterspørger: modenhed, erhvervserfaring og herligt fri for partiskoling i et ungdomsparti. Det er en kæmpe styrke. Skrøbeligheden består i, at hun ikke har årelang træning i at svare på snedige spørgsmål og undgå de mange usynlige snubletråde på den politiske cykelsti.

Hvis Mona Juul skal gøre sig håb om ny konservativ storhed, er det ikke tilstrækkeligt med et nyt partiprogram med mange ord. Hun skal som partileder vise sin personlighed og stå ved, hvem hun er. Stærk, men også sårbar som det menneske, hun er. Det er den nye strøm i moderne politik.

Jyllands-Posten bragte i forlængelse af landsrådet et tåkrummende interview om De Konservatives familiepolitik. Familien er samfundets fundament, sagde Juul. Men hvad familien er, ville hun ikke svare på. Og ja, vi skal have flere børn i dette land. Men De Konservative vil da ikke give folk dårlig samvittighed. Der var slør i rattet, og cyklen skred simpelthen under hende.

De slingrende svar skyldes muligvis Juuls ønske om ikke at gøre sig sårbar i forhold til sine egne livsvalg. Hun har en samlever, men har ikke indgået ægteskab. Hun ønsker, at flere får børn, men har ingen selv. Hun er medlem af folkekirken, men kommer der ikke. Men konservativ, det er hun.

Stå ved det, Mona Juul. Undlad at falde i samme grøft som Søren Pape, der var kendt som et utrolig venligt menneske, der var en mester i ikke at mene noget sådan for alvor. Sæt strøm på cyklen, og vær dig selv. For partiets skyld.