FN er mere end Saudi-Arabiens fornemmelse for kvinders rettigheder og Ruslands fredsvilje
Når FN er værst, er organisationen slem, men det er ikke et argument for at overlade den til Kina, Rusland og andre diktaturer.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I løbet af denne uge vil en lind strøm af toppolitikere bestige talerstolen ved FN’s Generalforsamling i New York i håbet om at give både sig selv og dette organ, der mødes hvert efterår, 15 minutes of fame.
Ikke nok så mange store ord kan skjule, at FN på mange måder er en global rodebutik noget a la den verden, den afspejler. Efter snart 80 års aktivitet har organisationen skabt et svært overskueligt netværk af organer og aktiviteter, der i en række tilfælde udfører vigtigt og nødvendigt arbejde, men i andre desværre knap så meget.
Når FN er værst, har man det formørkede Saudi-Arabien til at sidde i spidsen for drøftelser om kønnenes rettigheder, eller det giver Rusland en privilegeret platform, hvorfra Kreml kan agitere for sin ganske særlige version af fred og respekt for demokrati og menneskeliv.
Meget af det, der er galt med FN (og som synes at blive værre med tiden), er afspejlet i organisationens mest højt profilerede organ, sikkerhedsrådet, der har nået et niveau af manglende handlekraft og gensidig mistro ikke set siden Den Kolde Krigs virkelige vinterdage.
Ikke mindst krigene i Ukraine og Mellemøsten har understreget, hvor splittet det internationale samfund er, når der ellers for alvor er brug for fælles fodslag.
I de godt 10 år, siden Rusland indledte sin krig mod Ukraine i marts 2014, er der 47 gange blevet nedlagt et veto fra de permanente medlemmer af rådet. I høj grad fordi Rusland har blokeret enhver kritik af sig selv (af og til med kinesisk assistance), men på det seneste også fordi USA har nedlagt veto mod en række resolutioner om Mellemøsten. Til sammenligning blev der i perioden fra 2004 til 2014 nedlagt 17 vetoer.
Tingenes tilstand på dette område er en skam og til tider en skændsel, men det er ikke et argument for at afskrive FN endsige vende organisationen ryggen.
For udover de positive aktiviteter i FN-regi til fordel for denne verdens nødstedte og udsatte er organisationen også en politisk kampplads, hvor der kæmpes om den idémæssige ret til riget sådan globalt set. Her er det vigtigt, at Vesten ikke overlader arenaen til den akse, som Kina og Rusland søger at opbygge i FN og i diverse parallel-fora (såsom Briks) for at tale det globale syd over på sin side.
Noget kan nås ad reformernes vej, selvom FN’s hjul på det punkt drejer pinefuldt langsomt. At åbne for yderligere repræsentation i sikkerhedsrådet fra Afrika og fra de såkaldte G4-lande (Brasilien, Indien, Japan og Tyskland) er et skridt hen mod at bringe rådet på omgangshøjde med de faktiske forhold i verdenspolitikken. Det kunne man have gjort for 20 år siden, men i dag er fortsat bedre end i morgen.
Selvom Beijing og Moskva i disse år arbejder på at bringe sig i offensiven i forhold til det globale syd, så er det en ret sølle ret garneret med ufrihed og statskorruption, de forenede autokrater forsøger at servere for nationer i bl.a. Afrika, Asien og Latinamerika.
Her behøver Vesten ikke have komplekser, når man taler for demokrati, individets rettigheder og en markedsøkonomi, der skaber velfærd for den brede befolkning og ikke kun en snæver kreds af oligarker.
Derfor er det vigtigt og rigtigt, at Danmark engagerer sig som medlem af sikkerhedsrådet i 2025-26 og herfra presser på for at skabe forandringer i FN, så organisationen snarest muligt kan komme til at afspejle realiteterne i 2020’erne og ikke anno 1945.