I bagklogskabens ulideligt klare lys er domme lette at fælde

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Søndag aften tog DR hul på en dokumentarserie, der i seks programmer afdækker Danmarks deltagelse i krige gennem de seneste 30 år.

Og facit på det danske engagement på Balkan, i Irak og Afghanistan er ifølge dokumentaren noget nær ”ikke bestået”. Da de danske soldater blev sendt til Balkan, drog de afsted uden erfaringer fra regulær krig, men kun fra FN’s fredsbevarende styrker i Gaza og på Cypern.

Og som det blev sagt af en af de medvirkende i dokumentaren, så var den største risiko, de udsendte danske soldater blev udsat for på Cypern, risikoen for at blive alkoholiker.

Krigen på Balkan kom lige så overrumplende og brutal som Ruslands invasion af Ukraine. I hver sin ende af tidsskalaen indrammer de en tid efter Murens fald i 1989, hvor vi i Vesten forbigående troede på ”fred i vor tid”.

Sådan blev det ikke. Hverken i den tidligere østblok eller i Irak, hvor fortsættelsen af krigen mod diktatoren Saddam Hussein rev Danmark med i endnu en krig i 2003.

I P1 Morgen mandag indrømmede Jens Rohde, der dengang var politisk ordfører for Venstre, at krigen mod Irak var en fejl, og – meget ærligt – at han nu kunne se, at han som ung politiker ikke havde den fornødne indsigt til at træffe det ultimative valg om at gå ind i en krig. Dengang var han en af høgene, der bakkede statsminister Anders Fogh Rasmussen op i beslutningen om at gå med præsident Bush.

Som tiden går, hælder flere og flere til samme synspunkt som det, Rohde har nu. Men nu kan man også se, hvordan det gik.

Og det gik ikke godt, mildest talt. Man fjernede ganske vist en brutal diktator, men sendte til gengæld et land ud i noget nær opløsning, fordi selvsamme diktator havde været den eneste lim, der holdt sammen på et stammesamfund.

Det samme gjorde sig gældende i Afghanistan, hvor den vestlige koalition, Danmark var en del af efter 11. september, ville gøre kål på Osama bin Laden, al-Qaeda og mørkemændene fra Taliban. Det kostede 20 års krig med enorme menneskelige og materielle omkostninger. Og endte med en næsten panikagtig vestlig retræte fra Kabul.

Demokrati var ikke den åbenlyst gode eksportvare, vi troede. Vi var så overbeviste om, at man i lande fjernt fra os hungrede efter vestlige idealer, selv om der sådan set var indikationer nok på, at det ikke var tilfældet. Det betalte vi prisen for.

Så vil det være nærliggende at konkludere, at Vesten skulle have holdt sig langt væk fra Irak og Afghanistan. Fordi vi ikke forstod den hvepserede, vi stak fingrene i. Og at Danmark skulle være blevet hjemme.

At fælde dom over noget, der er sket, er let. Bagklogskab kunne vinde alle krige. Det vil til alle tider kunne diskuteres, om det var rigtigt eller forkert af Danmark at gå med i krigene i Irak og Afghanistan. Om ofrene var for store i forhold til resultatet. Og om vi var tilstrækkeligt rustet til den opgave, det er at befinde sig som deltager i en krig. Det er en næsten ulidelig følsom diskussion, fordi den netop involverer menneskeliv.

Men Danmark var nødt til at være en del af løsningen på Balkan, ligesom det er naturligt, at vi i disse år er bidragyder til Ukraine i kampen mod den russiske invasionsmagt. Det er konflikter, der finder sted i vores baghave, og som derfor uundgåeligt har indflydelse på vores liv og hverdag. Det kan vi ikke sidde overhørig.

Handlingslammelse er modpartens største hjælper.