Demokratiet skal vandes, bindes op – og ind imellem beskæres

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I denne uge blev der rørt rundt i både det nære og det fjerne demokrati. Der har været valg til næsten 1.650 menighedsråd, hvor 12.000 menighedsrødder nu er valgt. Tættere på kan det ikke komme. Men det lille demokrati trænger til at blive vandet, for det var hårdt arbejde at få drevet rødderne frem. Sådan er det desværre blevet med vores mindste og ældste demokratiske rodnet.

I samme uge fik vi udpeget én enkelt blomst, der skal repræsentere Danmark i den 27 m/k store, blandede buket kaldet EU-Kommissionen, der skal lede EU’s 450 millioner borgere de næste fire år. Det føles fjernt. Dan Jørgensen (S) siger, at han har masser af energi til at varetage energiområdet for os alle sammen, så afsted med ham. Vi hører nok noget igen om fem år.

For der er langt til toppen i Bruxelles. Dan fra Danmark er ikke særlig høj, men han har vist altid betragtet sig selv som en rød stokrose, der er født til at række mod den politiske stjernehimmel. Men enhver ved, at stokroser har brug for opbinding. De har en tendens til at flagre rundt, og stænglen risikerer at knække, hvis den ikke holdes fast. Sådan er det også med både kommissær Jørgensen – og demokratiet i EU.

Både det nære og fjerne demokrati har udfordringer, selvom vi lever i et land, hvor alle over 18 år har stemmeret. Til både menighedsrødder, EU’s stjernehimmel og alt ind imellem. Vi spørger lykkeligvis ikke de 18-årige, om de kan kende forskel på de politiske partier eller på Tidehverv og Luthersk Mission, for så var der virkelig ikke mange, der fik lov at gå i stemmeboksen. De unge får deres stemmeret uden betingelser, for vi har tillid til, at de vokser med ansvaret og sætter sig ind i tingene efterhånden. Hvis de ellers gider. Det er et smukt, demokratisk princip.

Op til menighedsrådsvalget har vi hørt den ene klagesang efter den anden. Folk uden kompetencer får ansvar for noget, de ikke har forstand på, lyder det. Derfor er der problemer i nogle sogne, hvor samarbejdet knirker. Ansvaret er for stort for menigmand. Men de fleste steder fungerer det ganske udmærket, og der er kort vej fra idé til handling.

Alligevel er det mange steder vanskeligt at få folk til at stemme. Og endnu vanskeligere at finde kandidater, der orker at stille op. Det nære demokrati trænger til at blive vandet, ellers dør det. Først når kirkerne trues af lukning, kommer der gang i lokalsamfundet, for ingen skal komme her og lukke vores kirke. Fint nok. Men den lokale kirke lever altså kun, hvis den bliver brugt, og vandingen består af lokal interesse og engagement.

Bedre er det ikke med engagementet i det fjerne demokrati i EU. Det hænger og flagrer og trænger til at blive bundet op. Det er så langt væk, synes vi, og vi har ikke engang selv været med til at vælge vores kommissær, for det gør statsministeren. Opbindingen består af, at vores hjemlige politikere og medier – og vi selv – skal tale mere om EU. For alt, hvad der foregår i Bruxelles, vedrører både din og min dagligdag.

Og så er der behovet for demokratisk beskæring. Alt bliver ikke bedre af mange demokratiske niveauer, eller at vi alle sidder i rundkreds hele tiden og holder på vores eget. Ugens forslag til en ny sundhedsreform, hvor fem regioner bliver til fire, er et eksempel på demokratisk beskæring og knopskydning i én og samme reform. Vi har til gode at se, hvordan det kommer til at virke.

Mens vi venter, kan vi hver især gå i gang med vores egen lille vandkande, opbindingssnor og rosensaks. For demokratisk liv og vækst begynder og slutter med os selv. Du og jeg er demokratiets vigtigste havemænd. Hvis vi ellers gider.