Skyggen af discounttilbud: Dødbringende syreskader, cigaretforgiftning og lemfældig omgang med liv
Spareiver på socialområdet er kommunalt overgreb. Prisen er høj.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Socialområdet i landets kommuner er på mange måder en broget affære, dog med ét fællestræk: Det bliver stadig dyrere. Siden 2018 er kommunernes udgifter på socialområdet steget med næsten 6 mia. kr.
Flere og flere danskere kæmper med fysiske og psykiske handicap eller sociale udfordringer, der kræver offentlig hjælp og støtte. Priserne på botilbud stiger som følge af den stigende efterspørgsel.
Kommunale sagsbehandlere får besked om at finde en ledig plads til en lav pris. Faglighed og borgernes tarv lader til at være parametre, der i stigende grad ignoreres.
Ved Sporet var et privat bosted for sårbare børn, som bl.a. Aarhus, København og Tønder kommuner har anbragt børn hos. Det, selvom firmaet bag ikke havde den nødvendige godkendelse til at drive bostedet, og selv om flere socialtilsyn advarede hinanden om stedet, der var fordelt på tre adresser ved Haderslev.
En underretning fra Socialtilsyn Midt beskriver, hvordan en 10-årig dreng »kun passes nødtørftigt af skiftende personale«. Tønder Kommune har desuden beskrevet, »at personalet slet ikke har styr på de unge«.
Det er rystende, at kommunerne i deres iver for at handle og spare undlader ordentligt at sætte sig ind i, hvad det er for nogle mennesker og virksomheder, man overlader liv og skæbner til.
De uhyrlige eksempler fra Ved Sporet, der i dag er gået konkurs, er desværre ikke enestående beretninger fra bosteder, der burde tage vare på borgere med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer.
En 30-årig infantil autistisk kvinde døde i sommer efter de ætsningsskader, hun havde pådraget sig på det private bosted Habitus Huset Ny Mårumvej i Græsted. En anden beboer, der ellers skulle være under konstant opsyn, blev forgiftet af at spise cigaretskod, og en tredje beboer bed på et tidspunkt så hårdt i en iPad, at den brød i brand.
Det er grufulde sager, opsigtsvækkende tilfælde. Og så er der sagerne, der ikke trækker overskrifter, men som trækker borgere og familier igennem en opslidende og til tider nyttesløs kamp for at få selv den mest fundamentale hjælp.
Aner systemet et gran af ressourcer hos de pårørende, skal de vrides ud til gavn for udgifterne her og nu, men til stor skade for borgerne.
Her og nu-besparelser tvinges igennem, tilsyneladende også, selv om det betyder utilstrækkelig hjælp eller anbringelser på ikke-godkendte bosteder eller bosteder, der så langtfra lever op til deres ansvar.
Der findes utvivlsomt gode og veldrevne private botilbud, der befriet fra kommunalt bureaukrati og selvtilstrækkelighed kan give beboerne en meningsfuld, berigende og frem for alt anstændig tilværelse. Private tilbud og foreninger er uden tvivl en del af løsningen for mange borgere med særlige behov.
Men discountudgaverne, der ligner en løsning, men som i virkeligheden er endnu et problem, bør ikke være en del af ligningen, der skal få de kommunale budgetter til at hænge en smule bedre sammen.
Børn og andre borgere skal ikke sendes i armene på uordentlige tilfældigheder.
Hvordan socialområdet i alle dets brogede facetter er underlagt massive sparekrav på bekostning af regler, anstændighed og grundlæggende sikkerhed, er endnu et tegn på, hvordan det, der engang var et omsorgssamfund, har udviklet sig til et handlingssamfund, der fokuserer på blot at gøre et eller andet frem for at gøre det rigtige.
Det kunne endda vise sig, at den rigtige løsning også er den billigste på sigt.