Danmark står svagere i lydbilledet, men hvilken melodi skal EU egentlig spille?
Under en ny kommission skal et presset EU tackle en række store dagsordener. Der hersker betydelig uenighed om, hvordan det bør foregå.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er schwung og storhed over EU’s hymne bygget på et tema fra Ludvig van Beethovens niende symfoni. ”Ode til glæden” kaldes stykket, hvis tekst fra den tyske romantiker Friedrich Schiller bl.a. rummer det fromme ønske om, at »alle mennesker skal blive brødre«. I sandhed en grandios formålsparagraf for noget, mange nemt kunne opfatte som en gråmeleret kompromismaskine. De seneste år har det været småt med glæde og broderskab i europæisk sammenhæng, og musikken har lydt lidt for meget som ”Hvem skal nu betale?”
Tirsdag præsenterede Europa-Kommissionens forkvinde, Ursula von der Leyen, det bigband i form af i alt 27 kommissærer, der de kommende fem år skal sætte tonen for meget af det, der foregår i EU-regi. I sin første embedsperiode anbefalede von der Leyen sig som en kompetent orkesterleder, der holdt takten både i forbindelse med corona og til at sikre opbakning og kontant støtte til det trængte Ukraine. Under forhandlingerne om den nye kommission viste hun sin politiske slagkraft, da et kontrært medlem af ensemblet, franske Thierry Breton, blev lempet ud. Fra dansk side er Margrethe Vestager, en solist med stort gennemslag, i den nye kommission erstattet med Dan Jørgensen, der trods en vigtig portefølje for energi og boliger næppe kommer til at stå helt så klart i lydbilledet.
Når støvet har lagt sig, står udfordringerne imidlertid i kø. Det første problem bliver overhovedet at komme på plads – gerne inden det amerikanske præsidentvalg i november, hvor en sejr til Donald Trump ville levere et læs særdeles uvelkomne komplikationer for europæerne. Dertil kommer f.eks. udfordringen fra Kina og et revanchistisk Rusland og opgaverne med at drive både europæisk forsvarsproduktion og en kostbar energiomstilling fremad. Alt det skal håndteres i et spil, hvor Europa-Parlamentet efter valget i juni er mere splittet og præget af nationalkonservative kræfter, og hvor man nemt kan forestille sig, at Ministerrådets centraleuropæiske chefspoiler Viktor Orbán finder sammen med andre Bruxelles-kritiske regeringsledere. Samtidig er unionens vigtige fransk-tyske drivaksel mere udfordret end længe: Ikke alene halter forholdet mellem Berlin og Paris, men både Frankrigs Macron og Tysklands Scholz har store indenrigspolitiske problemer.
I en rapport, der landede i sidste uge, truttede den tidligere italienske premierminister Mario Draghi grundigt i dommedagsbasunen i forhold til EU’s svækkede position over for USA, Kina og andre magter i det globale syd. Det er svært at være særlig uenig i Draghis diagnose, men hans politiske partitur er kontroversielt. Det involverer nemlig et storstilet investeringsprogram for at genskabe europæisk konkurrencekraft – noget, som bestemt ikke er faldet i god jord i bl.a. Berlin, der langtfra er indstillet på kostbare paneuropæiske eventyr.
Det europæiske projekt har over lange stræk stået stærkest, når man har været forenet om et fælles mål, der rakte ud over bare at holde hjulene i gang – f.eks. den succesfulde udvidelse mod øst og den efterfølgende integration af de nye medlemslande i 00’erne og 10’erne.
Om en ny bølge af udvidelser kan levere et lignende rygstød, er mere usikkert – geopolitisk kommer det til at foregå i et ganske andet klima. Den nye EU-Kommission vil ikke bare blive målt på, hvordan den reagerer på de talløse udfordringer, Europa står over for, men også, om den kan formulere en positiv, fremadrettet dagsorden. Mindre end universelt broderskab kan gøre det, men EU skulle gerne være leveringsdygtigt i et refræn, som mange af unionens knap 450 mio. borgere kan genkende og nynne med på.