Så spilles der op til den rituelle stammedans om finanslovens godbidder

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Regeringen har fremlagt forslag til finansloven for 2025. Der spilles på den store gulvviolin, statens budget er på svimlende 1.100 mia. kr. Langt hovedparten af udgifterne ligger urokkeligt fast, så det er marginalt, hvad der reelt forhandles om. Alligevel bliver der altid stort drama. Der skubbes og mases. Hvem vil være med? Og hvad er prisen?

Her kommer det rituelle ind. For der er en lang tradition for, at den til enhver tid siddende regering piller nogle små, men vigtige godbidder med stor menneskelig og kulturel værdi ud af finanslovsforslaget. Egentlig ikke for at lukke aktiviteterne. Nej, meningen er, at de skal tilbage på finansloven efter højlydte krav fra partierne uden for regeringen. Der skal jo være noget at lokke dem ind på dansegulvet med.

I år er der allerede ballade om særligt tre godbidder, og der danses både step, vals og tango omkring dem. Hør bare:

Regeringen har igen igen fjernet støtten til Grundtvig Centeret. Det sker nærmest automatisk hvert eneste år, ligesom støtten helt rituelt sikres igen år efter år.

Centeret blev oprettet i 2009 med henblik på at udarbejde en digitaliseret udgave af Grundtvigs samlede værker med tilhørende forskning og formidling. Arbejdet har nu været i gang i 15 år, det har international bevågenhed, og det forventes færdig omkring 2030. Det giver simpelthen ingen mening at standse støtten på 11-12 mio. kr. årligt midt i arbejdet, og det synes regeringen såmænd heller ikke. Så planen er, at nogle af partierne skal få udgiftsposten ind igen og bagefter kunne pudse glorien som de gode og åndfulde partier. Typisk vil både De Radikale, SF, Liberal Alliance, De Konservative og DF steppe rundt om denne godbid.

I år har vi så også bud på nye godbidder. Regeringen vil skære støtten til de eksisterende fem naturparker med næsten 20 pct., svarende til 10 mio. kr. Det kan synes paradoksalt, når man tager i betragtning, at finansloven samtidig lægger op til etablering af fem nye nationalparker. Ramaskriget er brudt ud, og denne godbid vil formentlig især blive bejlet til gennem en dramatisk tango danset af venstrefløjspartierne og De Konservative.

Og så har vi endnu en nyskabelse på godbidsfronten, idet 250 års tradition for at uddanne studenter i fagene latin og græsk risikerer at ryge på møddingen. Regeringen vil spare det sølle årlige bidrag på 5 mio. kr., der skal sikre netop disse små fag. Her kommer de borgerlige partier og SF med sikkerhed valsende, for her er der ånd, tradition og forståelse af hele den vestlige kultur på spil.

Godbidderne vil tage meget spalteplads, forargelsen vil lyse, regeringen vil lade som om, den protesterer, men det ender godt. Hvis godbidderne fylder i debatten, kan det være, at nogle af de mere komplekse ubehageligheder slipper for bevågenhed.

Der er også en anden slags blandede godbidder. Regeringen har – som alle regeringer i nyere tid – afsat en reserve på typisk 4-500 mio. kr., som forligspartierne uden for regeringen kan få tildelt i form af små, typisk lokale godbidder. Her er det de enkelte folketingsmedlemmer i partierne, der får mulighed for at sikre støtte til lokale kulturinstitutioner eller sociale projekter, som de så kan gå tilbage til deres valgkreds og sige: ”Se bare, hvor meget jeg gør for jer, ærede vælgere.”

Man kan godt le af den rituelle stammedans om de meget små godbidder i forhold til det milliardstore budget. For det er lidt sølle, at der hvert eneste år skal kæmpes for dem. Beløbene er så små, at de nemt kunne findes på et budget på 1.100 mia. kr.

Men der er grund til at råbe hurra for godbidderne. De har enorm kulturel og lokal betydning for os alle og stor værdi for kultur, ånd og fællesskab. De rummer ofte det, der binder os sammen som et levende samfund med både historie og fremtid.