Større byer bør frygte Mette Frederiksens desperado-nummer på turné

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Få havde på forhånd gennemskuet det, der på magisk vis skulle forvandle en penibel udsigt til endnu et smerteligt S-valg i København, når der er kommunalvalg til november næste år.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersens deltagelse i forsvindingsnummeret sendte hende i bunden af statsrangsrækkefølgen og op af hatten kom tidligere medlem af Enhedslisten samt social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der pludselig fik en brændende lyst til at løse hovedstadens udfordringer som S-toppens bud på en overborgmesterkandidat.

Et træk, der skal svække Enhedslistens muligheder for yderligere fremmarch, end hvad partiet fik ved kommunalvalget i 2021. Med stemmesluger Line Barfod i spidsen og en fremgang på 6,2 pct. blev EL Rådhuspladsens absolut største. Rosenkrantz-Theil-nummeret er et kynisk træk af Mette Frederiksen, som de københavnske partimedlemmer – der i hvert fald på papiret har retten til at vælge spidskandidat – må se på med stor undren.

Det gør partikammeraterne i nogle af landets andre store byer sikkert også. De ønsker næppe at blive fjernstyret på samme måde, men må have søvnløse nætter over, at også de risikerer et miserabelt valg, når vælgerne i 2025 skal sammensætte byrådene.

Aarhus-borgmester og næstformand for KL Jacob Bundsgaard kan se tilbage på et 2021-valg, hvor de personlige stemmetal blev mere end halveret til 19.279. Med en enkelt undtagelse har S altid været byens borgmesterbærende parti, men mistede i 2021 9 pct. af vælgerne. Siden har en række lokale sager ikke ligefrem hjulpet med at vende den udvikling. Bundsgaard har tidligere haft held med at lade det upopulære prelle af, men teflonen er tyndslidt, og ængstelsen har sat sig fast dybt inde i partiet.

At Aarhus efter et årelangt forløb endte med at måtte opgive den ellers prestigefyldte og stort anlagte udvidelse af havnen, hvor Bundsgaard også er formand, er et stort nederlag målt på politik og prestige. I Aarhus har S ingen grund til at frygte Enhedslisten, der med intern partipolemik udgør en større trussel mod sig selv end andre. Derimod står SF stærkt, ikke mindst i klimaspørgsmålet med en til tider rabiat tilgang til den grønne omstilling.

Også i Odense må S spejde efter fremgang. Ved seneste kommunalvalg tabte de fynske socialdemokrater over 10 pct. af vælgerne, og borgmester Peter Rahbæk Juel mistede flere end 16.000 personlige stemmer.

Bedre står det ikke til hjemme i Mette Frederiksens grønlandskvarter og omegn. I Aalborg venter der Lasse Frimand Jensen noget af en opgave, når han næste gang – over for en bred vælgerskare – skal forsvare den borgmesterpost, han fik overdraget i utide, da Thomas Kastrup-Larsen trak sig sidste år.

Lasse Frimand Jensen, der i øvrigt blev valgt af partimedlemmerne, er søn af Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen, der på flere måder blev personificeringen af partiets nedtur i hovedstaden. Sådan hænger det hele sammen, i hvad man, hvis man var socialdemokrat, må opfatte som en ond cirkel om de større byer.

Socialdemokratiets anstrengelser for at tale de lange uddannelser ned og den til tider påtagede fremstilling af land og by som modsætninger appellerer næppe til moderne storbyvælgere. S kan ikke længere regne med automat-opbakning, heller ikke i tidligere højborge, hvor f.eks. tillid og grøn politik betyder mere end en rød partibog.