Reservister med for store egoer ender altid i havet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er ikke til at vide, hvad Moderaternes Jeppe Søe tænkte, da han sad på et isbjerg i Grønland, fik en nedsmeltning og satte gang i en tsunami med direkte kurs mod hans eget parti. Mere om ham senere.

Gennem historien har det i royale og politiske kredse altid været vigtigt, at der både var en regent og en reserve, hvis der nu skulle ske regenten noget. Men det kan være virkelig pinefuldt at sidde på reservebænken. I 2023 udkom den britiske prins Harrys memoirer ”Reserven”. Den er ét langt angreb på det kongehus, Harry er vokset op i, men som han endte med at skrotte og gå i eksil i Amerika. Som en skuffet mand. Han var det britiske folks yndling, men endte med at blive opfattet som en fandens plage. For det hører ikke til reservens opgaver at lufte slottets vasketøj, uanset hvor beskidt det er.

Vi var lige på kanten af en tilsvarende situation, da dronning Margrethe fratog vores hjemlige reserve prins Joachims børn deres kongelige titler. Joachim kunne ikke holde sin vrede tilbage og udtalte sig bittert om sin mor. Det er siden faldet til ro, reserven har genfundet sin plads i tilværelsen.

Også politiske partier har deres reserver. De kan være en himmelsk gave. Et aktuelt eksempel er socialdemokraternes Lars Weiss, der er medlem af Københavns uregerlige borgerrepræsentation. Da overborgmester Frank Jensen i 2021 måtte trække sig efter anklager om sexchikane – som åbenbart findes overalt – holdt Weiss loyalt overborgmesterstolen varm i mere end et år og accepterede stiltiende, at den daværende regionsformand, Sophie Hæstorp, derefter blev trukket ind som ny spidskandidat.

Nu er samme Sophie blevet vejet for let og trukket ud igen. Reserven er atter trukket af stald, og Weiss leder i disse dage de dybt komplicerede budgetforhandlinger på rådhuset. Partiet forventer nådesløst, at han igen skal være vikar i et års tid, før den næste bidske hest, Pernille Rosenkrantz-Theil, skubber ham tilbage på reservebænken. Han er en drøm af en reserve.

Lars Løkke kender til gengæld alt til besværlige reserver. Tænk på den årelange magtkamp i Venstre, hvor Kristian Jensen fra dag ét følte sig tilsidesat af sin formand. Kampen hørte ikke op, før reserven trak sin formand med i faldet, og de begge røg ud.

Løkke fik med Moderaternes grundlæggelse en ny reservist. Eller rettere sagt har Jeppe Søe altid regnet med, at han var reserven, og forventede derfor at ryge helt til tops. Problemet er, at Lars Løkke havde en anden reserve, som han har større tillid til, nemlig kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der blev minister i SVM-regeringen. Søe måtte “nøjes” med en plads i Folketingets Præsidium. Siden da er afstanden mellem Løkke og Søe øget som mellem et isbjerg og dets afstødte kalv, der altid risikerer hurtig nedsmeltning. Den kom med fuld kraft i kølvandet på regeringsrokaden, hvor Søe igen blev forbigået.

Søe har overtrådt alle normer for loyalt politisk samarbejde. Sendt mails til hovedbestyrelsen uden om formanden. Gået til pressen. Stædigt fastholdt sin egen løsning på de åbenlyse problemer i partisekretariatet, samtidig med at formanden holdt daglange møder med medarbejderne.

Nu er reservisten sunket i ishavet. Det kan undre, at det tog så lang tid. Da Simon Emil Ammitzbøll-Bille i 2009 forlod De Radikale og dannede partiet Borgerligt Centrum, var Søe også med. Det endte med et brag mellem de to efter få måneder. Søe har på helt ubegribelig vis spændt fuldstændig ben for sig selv et utal af gange. Den slags destruktive reservister bliver opfattet som en fandens plage, både i kongehuse og politiske partier. Der er koldt på toppen af isbjerget, men reservister med for store egoer ender altid i havet.