Kolde fødder er farligere, end man skulle tro
Jo, der findes stadig helt almindelige, kedelige sygdomme, som skal behandles. Men af hvem?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man kan let forestille sig manden, der længe har døjet med et svækket helbred, men som dagen før aftalen hos den praktiserende læge (hvis han da har sådan en) alligevel aflyser. Skavankerne er ikke væk, men nu fylder de kolde fødder.
Samme forløb tegner sig hos nogle af de organisationer, institutioner og myndigheder, der nu, hvor regeringens længe ventede udspil til en sundhedsform omsider er lige om hjørnet, åbenbart ikke længere synes, at tilstanden i det danske sundhedsvæsen er så slem endda – og som frygter den nødvendige behandling.
Det har været længe ventet, regeringens bud på, hvordan man i fremtiden skal indrette et sundhedsvæsen, der på mange måder fungerer fint, men som i stigende grad bidrager til en geografisk og social ulighed. Det haster. Ikke kun fordi tidligere intentioner om afgørende reformer er endt med meget lidt. »En lille prut,« kaldte Enhedslisten ”reformen” fra 2022, og tiltagene har ikke været effektive nok til at løse de strukturelle problemer med uklare patientforløb, ubalancer i de specialiserede og nære sundhedstilbud og en geografisk skæv fordeling; et tema, der er adrenalin for debatten om land mod by.
Men det brænder også på, fordi regeringens udspil skal forhandles i mål med de øvrige partier i det kommende folketingsår, så vælgerne kender retningen inden valgene til kommunerne og ikke mindst regionsrådene næste vinter. Udspillet vil ikke blot afsløre regeringens bud på, hvordan sundhedsvæsenet skal formes og drives, men også en sprængfarlig stillingtagen til regionernes fremtid – hvis de da har en. Også på det punkt er regeringspartiernes uenigheder til at få øje på. Lars Løkke Rasmussen er gået til valg på at nedlægge regionerne, mens både Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen har stærke baglandsinteresser på spil til et valg, der i forvejen kan blive en gyser.
Før strukturreformen fra 2007, som Løkke var arkitekten bag, var der 40 sygehuse med akutmodtagelser. I dag er der 21, og lægerne strømmer mod stadig mere specialiserede stillinger i de større byer. På sygehusene i Region Hovedstaden er der væsentlig flere læger pr. indbygger end i f.eks. Region Nordjylland og Syddanmark. Ifølge Sundhedsstyrelsen kan det bidrage til en øget ubalance i sundhed og sundhedstilbud, når lægerne flokkes om hospitalerne i de store byer, lokket af stærke faglige miljøer, flere forskningsmidler og højere prestige. For hvem skal så tage sig af de danskere, der bor uden for byerne, hvor patienterne ikke kun bliver ældre og multisyge, men hvor borgerne også rammes af helt almindelige, måske kedelige, men behandlingskrævende sygdomme?
I 2016 blev regionerne enige om et loft over antallet af speciallæger på universitetshospitalerne i Aarhus, Odense og København. Alligevel er der blevet ansat stadig flere på netop de sygehuse, og det understreger blot, at frivillige aftaler og flotte intentioner ikke rækker, når det gør ondt på prestigen og selvopfattelsen hos såvel læger som sygehuse.
De, der gennem årene har råbt op om alt det, der er galt i det danske sundhedsvæsen, og det er ikke så få og ikke så lidt, må stå ved kritikken, også selv om løsningerne risikerer at gå ud over erhvervede rettigheder, magt og indflydelse. Der er brug for et system, hvor ingen falder i hullet mellem f.eks. kommuner og regioner. Der er brug for et Danmark med lægedækning i hele landet, og der er brug for at løfte folkesundheden med et sundhedsvæsen, der ikke kun er specialiseringsivrigt, men også kan håndtere de sygdomme, som truer flest på liv og livskvalitet.