Europa har ikke brug for et flosset Tyskland
Søndagens valg i det østlige Tyskland overraskede desværre ikke. Højrebølgen lever og har det godt. Og det er ikke godt nyt for Tyskland eller resten af Europa.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er historien om et forudsigeligt chok. Ingen var i tvivl om, at det stærkt højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) ville tage afgørende stik hjem ved søndagens valg i de østtyske delstater Sachsen og Thüringen.
Over 30 pct. af vælgerne stemte på partiet, der har rettens ord for at være ekstremistisk. Og uden at være alt for dystopisk aner man den dystre underlægningsmusik fra mellemkrigsårenes Tyskland, hvor nazisterne profiterede på en nation i social og økonomisk armod og dertil politisk ustabilitet efter den ødelæggende Første Verdenskrig.
Indbyggerne i den stolte industrination virker metaltrætte: trætte af en dyrere hverdag, trætte af indvandringen, der giver større og større problemer – og trætte af etablerede politikere uden klare svar på nogle af de udfordringer, den almindelige tysker står med.
Engang hed det med ”Bundesmutti” Angela Merkels betryggende ord: »Wir schaffen das!«
Men tiden har vist, at det mest af alt var ord. For de blev sagt, mens også Tyskland kæmpede med bølgen af immigranter, der havde kæmpet sig vej til det på papiret trygge Europa i 2015. Hidtil havde Tyskland kunnet opsuge gæstearbejdere og indvandrere til en nation, hvor hjulene snurrede – men hvor man stadig ikke snurrede i samme takt i vest og øst.
Faktisk var hjulene aldrig rigtig for alvor kommet op i omdrejninger i øst – i det tidligere DDR, der dels havde et synligt efterslæb efter Honeckers potemkinkulisse, dels havde mistet pusten, fordi mange rejste til det rige vestlige Tyskland. Dem, der blev efterladt, kunne så rydde op – og gå i gang med at lede efter et job. Hvilket ikke var let.
Ikke mindst derfor har AfD haft sit udspring og sin bastion i det tidligere DDR. De har – som Hitler i sin tid – haft en platform for at give frustrationer af alle slags frit løb. AfD-leder Björn Höcke har ikke gjort alverden for at skjule sine sympatier for en fortid, der stadig rider størstedelen af det tyske samfund som et mareridt, der aldrig holder op.
For nylig knivdræbte en 26-årig asylsøger tre personer i den tyske by Solingen – der ligger i den rige delstat Nordrhein-Westfalen i vest. Det fik vreden til at blusse op overalt i Tyskland – en vrede, der også var rettet mod de etablerede politikere i Berlin, der i manges øjne ikke formår at sætte en afgørende stopper for den stigende vold i det tyske samfund.
Da Vesttyskland blev skabt med massiv støtte fra ikke mindst USA efter Anden Verdenskrig, blev Adenauer og hans efterfølgere hurtigt toneangivende i det europæiske magtlandskab. Tyskerne var til at stole på. De havde kræfterne, bilerne, industrien – ja, selv fodbolden. Og de havde en befolkning, der knoklede for at komme på afstand af det mareridt, som Hitler havde skabt.
Den driftssikkerhed er falmet bekymrende. Den flossede tyske ”trafiklys-regering” vil skrue brat ned for støtten til Ukraine – en støtte, som hverken Zelenskyj eller Olaf Scholz’ vestlige naboer kan undvære. Og det forstærkes af både AfD og den anden store, nye stemme i tysk politik, Sahra Wagenknecht, som i sit BSW-parti også slår til lyd for at slukke for pengestrøm og våbenleverancer til Ukraine.
Europa har ikke brug for et Tyskland i splid med sig selv. Det har man set før. Tyskland har brug for at tage en alvorlig snak med sig selv om, hvordan man vil håndtere sine interne problemer.
Lige nu er man desværre godt på vej til at havne i en tilstand, der minder om Storbritannien og Sverige, hvor låget også er røget af trykkogeren, fordi det har været skruet for hårdt fast for længe.