Vi skal ikke diskutere, om politiet må bruge ansigtsgenkendelse, men hvordan
Avanceret kriminalitet kræver et avanceret politi. Det er naivt at affeje politiets behov med automatreaktioner om masseovervågning.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tænketanken Justitia står vagt om de liberale principper. Godt for det. Men i debatten om automatisk ansigtsgenkendelse var det ikke overraskende netop herfra den største modstand lød, da politiet og justitsministeren forsigtigt åbnede debatten om den avancerede teknologi.
»Skrækscenariet er jo, at det her kun er begyndelsen,« lød Justitia-direktør Birgitte Arent Eirikssons første reaktion på forslaget om at udvide politiets mulighed for at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi.
»Måske bliver vi bange for at vise vores politiske standpunkter offentligt eller for at mødes med bestemte mennesker. Så har vi at gøre med tilstande, som ikke kendetegner et sundt demokratisk samfund,« fortsatte hun glidebaneargumentet.
Men det kendetegner heller ikke et sundt demokratisk samfund, når pigebørn kidnappes på cykel ved højlys dag. Og når svenske børnesoldater lejes til at udføre attentatforsøg i Danmark, mens almindelige borgere på Nørrebro bliver uskyldige ofre i en eskalerende bandekrig.
Glidebanebekymringen er et tyndt argument imod at tillade dansk politi tidssvarende arbejdsredskaber i sin kamp mod hårdkogte kriminelle, som ikke har nogen nedre grænse for forråelsen.
Allerede i dag findes uendelige mængder data om danskerne hos teleselskaber og techgiganter. Opkald, ruter, beskeder på iPhone, Messenger og meget andet indsamles. Noget data falder fremmede magter og hackere i hænderne. Eller videresælges i den store cirkulation af data og cookies, som er guld værd for virksomheder, der gerne vil målrette et godt tilbud på senge til fru Hansen, som sad fredag aften og søgte på senge på sin iPad.
Når vi passerer Storebælt, klapper bommen automatisk op, fordi vi har koblet nummerpladen op til brobizzen, og det er umuligt at køre igennem Danmark på motorvej uden at få sin nummerplade registreret.
Ansigtsgenkendelse lyder orwellsk uhyggeligt. Det er den frygt, modstanderne slår på. Men i virkeligheden vil tilladelsen især fjerne nogle praktiske og bureaukratiske barrierer, som i dag forsinker politiets arbejde. Politiet bruger unødigt lang tid på først at indhente videomateriale og derefter på manuelt at bearbejde og gennemse det for at identificere en gerningsmands adfærdsmønster. Mens det kunne automatiseres med avanceret software, der ville hindre alvorlige forbrydelser i at gå ustraffet hen.
Det afgørende i debatten om ansigtsgenkendelse bør derfor ikke være, om vi skal tillade dansk politi og efterretningstjenester i 2024 at bruge moderne teknologi. Debatten bør handle om, hvordan vi afgrænser brugen. Selvfølgelig skal det ikke bruges over for den, der smider fire ekstra jordbær i bakken i vejboden, eller den kommunalt ansatte, som pjækker.
Alvorlige forbrydelser skal vi bekæmpe med alt, hvad vi har. Det er meget let at fastsætte en formodet strafferamme for, hvilke sager der kan komme i betragtning, og hvilke der ikke kan. Og det er meget let at afgrænse geografi og muligheder for samkørsel af datasæt og andet, så det er klart, hvor grænsen går for myndighederne. Her er borgernes ret til et privatliv centralt.
Men hvis vi altid bekymrer os for, hvor langt en glidebane kan føre os hen, så mister vi også noget, som kendetegner et sundt demokrati. Nemlig den høje grad af tillid til politi og myndigheder. En tillid, som ikke mindst beror på dets evne til at sikre trygheden i vores samfund.