Google har for længst opgivet ikke at være ond

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Frank Petersen fra Hammel er ikke en mand, der stikker op for bollemælk. I sidste uge kunne Jyllands-Posten fortælle om hans odyssé i forsøget på at få it-giganten Google i tale. Efter at Google lukkede hans konto med titusinder af private og uerstattelige billeder og andre filer, havde han uden held krævet en forklaring fra tjenestens danske arm og forsøgte nu at få den amerikanske koncerns hovedkvarter i Europa i tale ved at troppe op foran dens analoge hoveddør (naturligvis i skattely i Dublin).

Der var engang, hvor Google stylede sig som forkæmper for pluralisme og gennemsigtighed. ”Don’t be evil,” du skal ikke være ond, lød det oprindeligt fra selskabet, men både sloganet selv og ambitionen om at sætte nye etiske standarder i erhvervslivet er for længst forduftet. I takt med at konkurrenterne er faldet fra, er ydmygheden erstattet af den magtfuldkommenhed, der ofte karakteriserer selvtilfredse monopoler. Ansvaret ligger ikke kun i Dublin eller Mountain View i Californien, hvor Google har globalt hovedsæde. Det handler også i nogen grad om os selv. Vi er blevet vant til at benytte os af tjenester helt kontrolleret af primært amerikanske it-giganter – til vores e-mail, telefonsamtaler og foto, til at finde nyheder, købe ind eller pleje karrieren, ja selv de sociale relationer er udliciteret til platforme som Facebook og Tiktok. I de fleste tilfælde er dette gratis (selvom Frank Petersen faktisk havde betalt for ekstra lagerplads på Google Drive). Men som de har sagt i mange år i reklamebranchen: Hvis noget er gratis, så er det dig selv, som er varen.

Konsekvensen er til at få øje på. Mens it-giganternes markedskapitalisering år for år er vokset til efterhånden stratosfæriske højder, så tilbyder de et støt forringet produkt. Det gælder Googles engang så prunkløse og effektive søgemaskine (nu hejret ud til ukendelighed med reklamer og sponsorerede link), Facebooks feed – forurenet af utallige irrelevante indslag – eller X, det tidligere Twitter, som er blevet en megafon for misinformation og ejeren Elon Musks mange sære indfald. Men vanens magt og netværkseffekter gør, at vi hænger fast på disse platforme trods det stadig dårligere bytteforhold mellem dem og os. Stillet over for disse giganter er vi alle Frank Petersen fra Hammel, der kan blive ramt af vilkårlig censur, få lukket vores konti uden forklaring eller blive vildledt af en spærreild af falske og fordrejede informationer.

Men måske har teknologi-giganternes hybris nået et punkt, hvor nemesis trods alt begynder at sætte ind. I hvert fald var en kendelse mod Google fra en retsinstans i Washington D.C. i sidste uge sjældent klar i mælet: »Google er en monopolist, og det har ageret som en sådan for at opretholde sit monopol,« lød det om it-gigantens altdominerende søgemaskineforretning.

Det er første gang siden lignende kendelser mod Microsoft i 00’erne, at det amerikanske retssystem for alvor tager livtag med den nye generation af monopolister. Det er på høje tid. For de truer ikke bare konkurrencen, men svækker også i nogle tilfælde den frie meningsudveksling i vores demokrati. Det er stadig uklart, hvilke tiltag retten i Washington vil kræve gennemført for at rette op på situationen. At rejse krav om, at Google skal stykkes op i flere dele, ville forekomme logisk – det er tidligere gjort med succes i brancher fra bankvæsen til telekommunikation.

Det vil næppe hjælpe Frank Petersen i hans jagt på adgang til de tabte fotos, men det kunne blive det første skridt i et nødvendigt opgør med de techgiganter, der på et par årtier har udviklet sig fra en drivkraft til en stopklods for konkurrence og mangfoldighed.