Højrefløjen løber med på Putins fortælling, men det gør den hverken sand eller mindre farlig
Det er ikke Vesten, men Putin, som har et forklaringsproblem. Det kniber det for nogle på den danske højrefløj at forstå.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Fredsbevægelsens paroler, logik og slagord fra 1980’erne har fået nye klæder og bruges nu af især højrefløjen, når der stykkes en fortælling sammen, som udviser forståelse for Vladimir Putins adfærd over for Vesten.
Argumentationen er sat på en kort formel: Vesten er krigerisk over for et Rusland, som kun har handlet ud fra egne interesser. Putins hensigter er blevet misforstået og mødes med »en krigsberuselse, der har grebet de europæiske og danske eliter,« som sognepræst og debattør Katrine Winkel Holm formulerede det i en kronik i Jyllands-Posten.
Tidligere på sommeren var filminstruktøren Ole Bornedal ude i Politiken med en lignende fortælling: »Man har skabt en åbenbart indiskutabel fortælling om et Rusland på erobringstogt. Og jeg har læst, og jeg har set, og jeg har søgt, men jeg kan ikke på nogen måder eller nogen steder at finde beviser for, at det er rigtigt«, lød det fra Bornedal, som i lighed med Winkel Holm støttede sig til »fremmeste udenrigspolitiske analytikere, der har været rådgivere for amerikanske præsidenter«. De ser ikke noget tegn på, at Rusland er på erobringstogt.
Også på det punkt er ligheden med argumentationen fra fredsbevægelsen under Den Kolde Krig slående: Man finder en brugbar ekspert og ophøjer hans eller hendes udsagn til en sandhed. Forskning af Den Kolde Krig har siden godtgjort, at en del eksperter og fredsfolk i bedste fald fungerede som Kremls nyttige idioter og i værste fald bevidst undergravede det vestlige demokrati.
Fortællingen om krigeriske høge over for fredssøgende duer vil altid have en klangbund. Under Den Kolde Krig kunne den mobilisere tusinder af mennesker, som vendte sig mod deres egne regeringer. Danmark ingen undtagelse: Over 20 gange blev regeringen sendt til møder i Nato med fodnoter og forbehold over for Nato’s offensive oprustningslinje over for Sovjetunionen og Warszawapagt-landene.
Siden da er selv SF slået ind på en anden kurs, og man skal nu længere ud på venstrefløjen for at finde levn af 80’er tankegangen. Nu er det især Europas nye højrepartier, som går Moskvas ærinde.
Endnu et virkemiddel er at fordreje eller forsimple påstande: »Der findes ikke nogen dokumentation for, at Putins Rusland ønsker at angribe et Nato-land.« Nej, men der findes efterretninger, som beskriver, at Rusland »meget sandsynligt« vil bruge militære magtmidler til at »udfordre Nato-lande«. Uanset hvor stor forståelse, der måtte mobiliseres for Putin, og hvor stor mistro, der måtte mobiliseres mod Nato’s stats- og regeringschefer, så er kernen, at Rusland har angrebet Ukraine, og at et land ikke må angribe sig til at udvide sit territorium. Grænser skal respekteres, og når Katrine Winkel Holm fremhæver angrebet i Georgien i 2008 »som en direkte konsekvens af Nato’s invitation til Georgien om at blive medlem af Nato«, så viser det, hvor fordrejet argumentationen er. Ethvert land har naturligvis ret til at vælge egne alliancepartnere.
Forestillingen om, at Ukraine får sikkerhed for sin suverænitet, hvis Donbas og Krim afgives, er nådigt sagt naiv. Man skal ikke lytte længe i Moskva for at finde ud af, at situationen er noget mere kompliceret, og at forestillingerne om, hvad ”fred” er, ikke standser her. Nok har en nylig ukrainsk opinionsmåling vist, at 44 pct. af de adspurgte ønsker forhandlinger, mens 35 pct. var imod. Men spørgsmålet er: Fred på hvilke og hvis betingelser? Intet i Putins adfærd og retorik hidtil tyder på, at hverken aftaler eller grænser respekteres. Det er ikke Nato, som har »blod på hænderne og et støt stigende forklaringsproblem«. Det er Vladimir Putin.