Ledelsen i Legoland kan lære noget af at nærlæse sommerens aviser
Er det i orden at kunne købe sig foran i køen? Debatten om ordningen i Legoland siger noget om danskernes forhold til køkultur og om ikke at være så lige, som vi tror.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Den omsorgsfulde far Ronnie Lundegaard fra Brøndby ramte den lige i røven, som man siger, da han efter et familiebesøg i Legoland måtte have luft for sin forargelse over det tiltag, der i efterhånden nogle år har kunnet skaffe gæster foran de ofte meget lange køer i den populære forlystelsespark i Billund.
Og fra at være en enkelt mands overophedede ferieophidselse voksede debatten sig til en principiel folkesjælsdiskussion. For sådan er vi danskere ikke – vi er ikke et samfund, der lader uligheden snyde foran. Iværksætter og debattør Martin Thorborg fik derfor også tørre tæsk, da han ikke kunne se problemet – ja, tværtimod syntes han faktisk, at det var sund læring at opleve uligheden – og at man kan betale sig fra den, hvis ellers man knokler for det.
Sådan en gennemkapitalistisk morale passer ikke godt i H.C. Andersens fødeland. Eller Aksel Sandemoses, for den sags skyld. I Jantelovens hjemland er det ikke ordentlig opdragelse at snyde foran.
Og nej, det er det ikke. Snyd er snyd. Men hvis nogen vil betale op til 799 kr. for at komme først i Dragen, så er det ikke snyd. Det er mest af alt bare bevidstløs egoisme.
Men inden forargelsen over manglende køkultur når helt til tops i Lego-kopteren, så bør man spørge sig selv helt ærligt, hvordan man selv har det med at stå i kø? Ikke kun i stegende varme eller silende regn en onsdag i Legoland, men også en eftermiddag i ulvetimen i det lokale supermarked? Hvor langt rækker vores tålmodighed med ham, der står og snøvler med at få lagt tingene op på båndet, mens en mental loaded mor bagved kæmper med overtrætte børns idelige krav om slik. NU! Står man så der, overskudsagtigt og lader hende komme forbi? Eller kigger man sig desperat efter, om kasse 4 bliver åbnet?
Og at mene, at den slags fordele kun er noget, der er forbeholdt Legoland, er jo faktuelt usandt. Se på udviklingen i sundhedssektoren, hvor flere og flere vælger at få en behandling på et privathospital her og nu i stedet for at vente i årevis på det offentlige system, vi alle betaler til. Og eksemplerne bliver flere med årene, dels fordi de skattebetalte velfærdsydelser er under stigende pres, dels fordi der er – nå ja, en efterspørgsel efter at komme til hurtigst muligt.
Så derfor kan der være god grund til at holde en glødende forargelse over den kapitalistiske køkultur i det midtjyske lidt i ave.
Men historien har pillet lidt af glorien af et stykke dansk stolthed. Ole Kirk Kristiansens geniale plastklodser har været et erhvervseventyr nærmest uden sidestykke. Og Legoland blev symbolet på det danskeste danske med Amalienborg, Nyhavn og Gråsten Slot i klodser. Men helt ærligt bliver det år for år sværere at få øje på det oprindelige Legoland. Efter at parken for snart en del år siden blev solgt af Lego-familien til den multinationale underholdningskoncern Merlin, er den udvidet med andre koncepter, der hører til under Merlin-hatten. Det var også her, at muligheden for at ”snyde foran” dukkede op.
Legoland-direktøren har forklaret, at fast track-muligheden primært er skabt af hensyn til de udenlandske gæster, der er så kort tid i landet, at de skal nå at have mest muligt ud af det. En lidt forkølet forklaring – de fleste danske besøgendes pengepung rækker trods alt også kun til én dag i Legoland.
Så selv om balladen om Legoland nok skal drive over, er det værd for parkens ledelse at overveje, når sommertravlheden er ovre, om ikke de skal se på den ordning igen. Det burde de.