Venstrefløjen er medskyldig i Maduros afvikling af demokratiet i Venezuela

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

15-årige Isaías Fuenmayor blev mandag skudt i halsen under en demonstration mod Nicolás Maduros valgsvindel foran sin skole i en fattig forstad til oliebyen Maracaibo. Vidner beretter, at regeringstro motorcykelbøller kaldet colectivos pludselig åbnede ild mod de forsamlede. I en video sidder Isaías på asfalten gennemblødt af sit eget blod. To knægte løfter ham op mellem sig på en motorcykel. »Til hospitalet,« råber de og hviner væk. Lidt efter døde han.

At Maduro stjal valgsejren, er et faktum. Oppositionens stærkeste kandidater var forbudt at stille op, valgsteder blev chikaneret, og beviserne for hans påståede sejr lader vente på sig.

Det gør repressionen ikke. Mindst 11 demonstranter – heriblandt børn som Isaías – meldes allerede dræbt. Oppositionsfolk kidnappes af maskerede soldater. »Kujon,« råber Maduro hæst med uhyggelig underlægningsmusik på Instagram af Edmundo González, som ifølge exit polls fik flest stemmer ved præsidentvalget: Fængsl ham, kræver Maduro. I samme ånd præsenterede diktatoren onsdag en statslig stikkerlinje, hvor borgere anonymt kan angive revolutionens fjender, således at Maduro kan »komme efter dem« og sikre “retfærdighed”. Alle, der ikke tror på valgløgnen, kalder han for kupmagere og kriminelle.

Afviklingen af demokratiet er sket gradvist over 25 år – næsten straks indsatte Hugo Chávez sine ja-mænd ved domstolene, i dag kontrollerer Maduro alle institutioner; hans familie og topministre smugler narko og røver rigets ressourcer, mens de ævler videre om imperialister. Det er en absurd retorik, som markante stemmer på venstrefløjen stadig mimer.

Hans Aalborg – toneangivende medlem af Enhedslistens Latinamerikagruppe, hvor partiets politik over for regionen bliver udformet – deler i disse dage artikler om, at den ekstreme højrefløj ønsker at »sætte ild til landet« såvel som nyheder fra propagandamediet Telesur, hvor valget påstås at have været frit, og hvor Maduro omtales som »forsvareren af venezuelansk suverænitet over for de imperialistiske konspirationer«.

»Ingen sulter,« påstod Hans Aalborg i 2017, og i Weekendavisen hævdede han, at »demokratiet er blevet udvidet under Chávez og Maduro«. I samme artikel betvivlede partiets tidligere udenrigsordfører Christian Juhl eksistensen af en humanitær krise i landet, selvom hver fjerde venezuelaner på det tidspunkt var fejlernæret ifølge Fundación Bengoa.

Pelle Dragsted sagde “Ciao, Ciao Chavez” i 2011, men har aldrig fået sit parti til at rette ind. I 2014, hvor chavistaernes fangekældrene for længst var fulde af politiske modstandere, deltog Juhl i en demonstration »i solidaritet med revolutionen« sammen med bl.a. partiets daværende medlem af Borgerrepræsentationen Ulrik Kohl; det er ham, som er dømt for terrorstøtte, fordi han engang samlede penge ind til forbryder- og oprørsgruppen FARC.

Partiets markante latinamerikastemme, Niklas Zenius, påstod i 2017, at demokratiet er blevet »udvidet« under Maduro, og i 2019 forekom det ham, at »Venezuela er ikke et militærdiktatur«. Dengang havde medlemmer af Enhedslisten for vane at omtale oppositionens leder – Juan Guaidó, som Danmark og de fleste af verdens demokratier støttede – som en kupmager. Det gjorde også Mikael Hertoft på vegne af Enhedslistens Internationale Udvalg i 2021.

I Internationalt Udvalgs beretning for 2018-19 til Enhedslistens årsmøde bliver Nicolás Maduro omtalt som »en slags latinamerikansk version af Socialdemokratiet«. Dios mío. Og Enhedslistefolk har arrangeret filmaftener med regimets danske ambassade og underskriver ofte rabiate bandbuller sammen med kommunister fra DKP og Dansk-Cubansk Forening.

Hvor mange flere skal forbløde i Venezuelas gader, før Enhedslisten sætter dem på plads?