Danmark gør en pinlig figur i Nato

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Man går i krig med det, som man har, og ikke det, som man kunne have.« Mantraet fra Danmarks tidligere forsvarschef Flemming Lentfer står nu i et nyt skær, efter at det er kommet frem, at hverken soldater, fly eller skibe kan deltage på fuld kraft i Nato-operationer.

Før den 24. februar 2022, da Rusland angreb Ukraine, kunne Forsvaret endnu skrabe mand og materiel sammen til at vise flaget. Samtidig med at den russiske styrkeopbygning tæt på Ukraines grænse blev fulgt tæt, blev fregatten ”Esbern Snare” trukket hjem fra piratjagt i Guineabugten, der blev sendt fly til Litauen, og en kampbataljon blev sat i beredskab i Slagelse.

Og på selve angrebsdagen bebudede statsminister Mette Frederiksen (S), at Forsvaret skulle have flere penge. Et budskab, som Lentfer på det tidspunkt »var pænt ligeglad med«, har han siden fortalt i et interview med Jyllands-Posten, hvor han også konstaterede, at man går i krig med det, som man har og ikke det, som man kunne have.

Forsvarschefen gjorde det et år efter angrebet også klart, at de tider, da man selv kunne vælge, hvilke kampe man ville deltage i, var forbi. Den sikkerhedspolitiske virkelighed nu er, at Forsvaret skal være i beredskab, at det sikre bagland ikke findes.

»Jeg er ikke i branchen for at bilde folk ind, at det her snart forsvinder,« lød det fra forsvarschefen, som understregede, at Danmark skal levere for at skabe fælles sikkerhed i Nato.

Siden Ruslands angreb på Ukraine er et bredt flertal i Folketinget enig om, at der over de næste 10 år skal bruges ca. 195 mia. kr. på Forsvaret. Men der er langt fra fortællingen om det, som man gerne vil gøre, til den virkelighed, som Forsvaret står i. Og den er, at alle tre værn nu er så pressede, at Danmark reelt må slække på sine forpligtelser over for Nato. De soldater, som i seks måneder skulle være med til at vise Nato-flaget langs Letlands grænse, kommer kun afsted i fire. De resterende to måneder skal opgaven angiveligt løses hjemme i Vestjylland, hvordan det så end hænger sammen. Putin og hans hær lader sig ikke afskrække af, at det siger bang i Holstebro.

Fregatten ”Iver Huitfeldt”, som skulle indsættes som flagskib i Natos stående flådestyrke i andet halvår 2024, må ikke sejle. En endnu ukendt fejl på våbensystemerne gør, at det er besluttet at både den og de øvrige fregatter bliver i havn. Danmark tilbyder i stedet Nato, at »at varetage forpligtelserne som styrkechef for Nato’s flådestyrke fra danske flådestationer«, som det elegant blev formuleret i den pressemeddelelse, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) udsendte før sommerferien.

De kampfly, som blev sendt til Litauen, har ikke været afsted siden 2022. Forklaringen er, at træningen af piloter og donationen af kampfly til Ukraine »er en kæmpe opgave for det danske flyvevåben«.

Kort sagt: Nu kan Danmark end ikke gå i krig med det, som man har. Lagrene er tomme, leverancer forsinkede, og af de højt besungne 195 mia. kr, har den spidse ende af Forsvaret ikke mærket meget til en flad femøre.

Mens det gik relativt hurtigt med at omstille Forsvaret fra Den Kolde Krig til det, som man fejlagtigt troede ville være varig fred, så går det uendelig langsomt med at bygge det op igen. Forsvaret fylder mere på papiret i de endeløse sagsmapper end i den virkelighed, som det skal forholde sig til. Det er sagt før, men kan ikke gentages tit nok: Det haster med at få Forsvaret på fode igen.