Drømmestudiet er ikke nok til at holde samfundet i gang

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Forestillingen om, at man tager en uddannelse for at kunne kvalificere sig til et nogenlunde fornuftigt job med en nogenlunde fornuftig løn, viger for en fortælling om at realisere sig selv.

I år ingen undtagelse. Optagelsestallene til de videregående uddannelser offentliggøres rutinemæssigt i slutningen af juli. Overskriften er givet på forhånd: Så og så mange kommer ind på deres drømmestudie, hvis mediet da ikke har valgt den mere negative udlægning og konstaterer, at så og så mange ikke kommer ind på deres drømmestudie. Men drømmes skal der. At uddanne sig er blevet et selvrealiseringsprojekt, som – naturligvis – skal lede vejen hen til drømmejobbet.

Med den forestiling om, hvad uddannelse og arbejde er, betrædes en farlig sti, som kan få store konsekvenser og allerede har fået det.

Angiveligt er der ikke mange, som drømmer om at stå i en børnehave med småbørn, undervise i folkeskolen eller som sygeplejerske på et sygehus. Antallet af ansøgere til de såkaldte velfærdsuddannelser er vigende, og det er alt andet lige et problem i en velfærdsstat, som netop bygger på den forudsætning, at alle bidrager.

Betegnende nok er det uddannelsen til designer, som kræver det allerhøjeste gennemsnit: 11,4 på Det Kongelige Akademi i København og 11,3 på Designskolen i Kolding. Til gengæld kan man begynde på studiet som civilingeniør i bæredygtigt energidesign på DTU med et snit på 5,2.

Og som Bjarke Tarpgaard Hartkopf, områdechef for videregående uddannelser i Danmark Evalueringsinstitut, nøgternt konstaterer: »Hvis man har et karaktergennemsnit på syv, så kan man faktisk komme ind på langt de fleste videregående uddannelser. Det synes jeg er vigtigt at få frem.«

Uddannelse er ikke vejen til at realisere sig selv, men til at få et job, så man kan dels kan forsørge sig selv og sin familie, men også indgå i det samfund, som man er en del af.

Socialdemokrat og integrationsminister Kaare Dybvad Bek tog i sin bog ”Arbejdets land” livtag med forestillingen om, at et arbejde er gjort af drømme og selvrealisering. Nogen skal tage deres tørn i det, som lidt nedladende kaldes hverdagens hamsterhjul.

Selv trådte han ind på arbejdsmarkedet hos en fiskehandler i Holbæk, og som cand.scient. i geografi og geoinformatik Bek konstaterer, så er »man ansat, fordi man skal udfylde en funktion. Ikke fordi man er en unik personlighed«.

Ikke alene for samfundet, men også for den enkelte og angiveligt stærkt pressede unge borger, ville det være godt at bringe mere realisme ind i forestillingen om, hvad den uddannelse er, og hvad den skal føre til.

Så længe uddannelser og siden arbejdet (over)sælges som projekter, hvor man selv er i centrum frem for at agere i forhold til et centrum, vil presset for at opnå og leve op til det umulige stige.

»Du er forrest i feltet, når det gælder den bæredygtige udvikling og nytænkningen af maden, vi spiser,« som det beskrives om uddannelsen Ernæring og Sundhed på Københavns Professionshøjskole.

Konsekvensen er, at de unge, som ikke bærer rundt på en succeshistorie og dårligt kan se sig selv i noget som helst, oplever endnu flere krav end de rent faglige. Det handler ikke om at kunne sit fag, men om at mestre personlige kompetencer og passe ind i en forestilling om det ideelle liv.

Kom ned på jorden, og lad en uddannelse handle mere om, hvad man kan lære, og mindre om, hvem man vil være.