Bidens farvel peger på amerikansk demokratis krise
Joe Bidens fald var forudsigeligt og i vidt omfang selvforskyldt. Men det peger også på et amerikansk partisystem og demokrati i alvorlig krise.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Alle politiske karrierer ender i tragedie, er det blevet sagt. Synspunktet kan diskuteres, men i tilfældet Joe Biden forekommer det ganske træffende. Efter uger med nådesløs kritik af præsidenten besluttede den 81-årige Biden søndag at trække sig som Demokraternes kandidat til valget i november. Et skridt han forklarede i en afdæmpet tv-tale til nationen natten til torsdag dansk tid. Nu er det »tiden og stedet for nye stemmer, friske stemmer – ja, yngre stemmer«, sagde præsidenten.
Joe Bidens karriere gennem mere end fem årtier i amerikansk toppolitik taler for sig selv, og resultaterne gennem hans snart fire år som præsident er bedre end elendige resultater i meningsmålingerne lader ane. Men at Biden aldrig skulle have begivet sig ud i forsøget på at blive genvalgt, vil de fleste nok skrive under på. Der er ingen tvivl om, at hans eftermæle vil blive belastet af dette sidste desperate togt – og de konsekvenser, det kan få for hans parti, for USA og for verden.
Præcis hvor store omkostningerne har været, ved vi først efter den 5. november. Skulle den halsstarrighed, som Biden og hans kreds har udvist i forsøget på at presse hans kandidatur igennem, bidrage til at give Trump en ny chance ved magten, vil historiens dom næppe blive mild.
Det havde ikke behøvet gå sådan, for Biden kunne med æren og ryet som Demokraternes redningsmand i behold have undladt at erklære sit kandidatur, og dermed have givet sit parti mulighed for under ordnede forhold at finde de rette kandidater. Denne sørgelige finale på en brillant politisk karriere handler om psykologien hos en fighter, der selvom han ofte var været undertippet altid har formået at bide sig fast og kæmpe til det sidste.
Men det handler også om et partisystem, der ikke længere er på omgangshøjde med bevægelserne i det amerikanske samfund, og et demokrati, hvis nøgleinstitutioner er omgærdet af stadig stigende mistro fra borgernes side.
Den aldrende Biden, der desperat har klynget sig til magten, afspejler Det Demokratiske Partis problemer med at forny sig selv. At der skulle en udrykning fra partiets 84-årige troubleshooter, Nancy Pelosi, til, før Biden ville indse realiteterne, mens den 82-årige leder af partiets venstrefløj, Bernie Sanders, svor ham troskab lige til det sidste, fuldender tragikomedien hos Demokraterne.
I de to store amerikanske partier, der hiver enorme donationer ind til deres valgkampe fra interessegrupper, erhvervslivet og enkeltpersoner, er det i praksis en snæver kreds, som disponerer over midlerne og sætter kursen – og som vil gøre alt for at opretholde magtens status quo. Derfor blev Hillary Clinton presset igennem som Demokraternes kandidat i 2016, selvom hendes svagheder var åbenlyse. Derfor trak en stribe kandidater sig til fordel for Biden under primærvalgene i 2020 og sikrede ham dermed i praksis sejren. Og derfor står Demokraterne i dag med et fait accompli i form af Kamala Harris som partiets næste kandidat.
Hos Republikanerne har Donald Trump smadret partihierarkiet med en forhammer, men Trumps enøjede og til tider nihilistiske verdenssyn kan ikke danne udgangspunkt for en fornyelse af amerikansk demokrati. Det er der ellers i høj grad behov for i en situation, hvor kynismen breder sig og frygten for fremtiden kan synes overvældende.
Trump var den mest upopulære præsident i USA’s nyere historie, og det er ikke udelukket, at Biden ved udgangen af sin embedsperiode har slået den bundrekord. De bærende institutioner får dumpekarakterer af vælgerne på tværs af partiskel. Kun en fjerdedel af amerikanerne har tiltro til præsidentembedet og højesteret, mindre end en femtedel til presse og tv, færre end hver 10. til Kongressen. Bidens stædighed og hans partis manglende evne til at sikre en fornuftig rotation har kun gjort problemet mere påtrængende.
Det amerikanske samfund har historisk selv i svære situationer kunnet trække på sin iboende dynamik og optimisme, når det handler om at genopfinde sig selv. Biden påkaldte denne stærke arv i sin tv-tale, og der er desperat brug for den i den kommende tid. For advarselslamperne blinker som sjældent set forud for en valgkamp, der kan få store konsekvenser ikke bare for amerikanerne, men for hele verden.