Midterskred kan føre briterne nærmere EU
Godt fire år efter brexit har briterne givet de konservative en fortjent politisk blodtud og valgt et moderat Labour. Men vejen tilbage til Europa er selv i bedste fald lang.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er blevet sagt, at en rejse på tusinder af mil begynder med et enkelt skridt.
Måske oplevede vi et eksempel på det torsdag, da de britiske vælgere gjorde det meget klart, at de ønsker et kursskifte efter 14 år med Det Konservative Parti ved magten i Westminster.
Partiet fik et katastrofevalg og har tabt godt to tredjedele af sine mandater, herunder en stribe sæder, som har været holdt af de konservative i generationer.
Resultatet kommer på et tidspunkt, hvor et stort flertal af briterne i målinger giver udtryk for, at brexit – vedtaget ved en folkeafstemning i 2016 og afsluttet i 2020 – var en fejl. Udfaldet afspejler samtidig en dyb frustration over det kaos, som i tiltagende grad har præget de konservative med fire forskellige premierministre inden for de seneste fem år.
Man kunne måske tale om et ”midterskred”, for i modsætning til tendenserne i f.eks. Frankrig og Italien har briterne peget på en midtsøgende regering. Under Keir Starmer, der overtog tøjlerne efter den anderledes rabiate Jeremy Corbyn i foråret 2020, er arbejderpartiet Labour slået ind på en realistisk kurs, som briterne kvitterede for torsdag.
Der vil fortsat være en venstrefløj med skingre synspunkter i det nye regeringspartis gruppe i parlamentet, men Labours majoritet er så stor, at Keir Starmer ikke bliver afhængig af disse kræfter.
For det britiske valgsystem med enkeltmandskredse favoriserer i ekstrem grad det største parti, så Labour og Starmer kan med under 35 pct. af stemmerne sætte sig på to tredjedele af mandaterne.
Det er værd at lette på hatten for De Liberale Demokrater, Storbritanniens tredje store parti, der altid bliver hårdt ramt af valgreglerne, men som denne gang ser ud til at få ca. 12 pct. af mandaterne. Partiet har gennem flere år været en fornuftens stemme, der har peget på brexit som en historisk fejltagelse og talt for et bredt britisk engagement internationalt.
Mere problematisk er det, at brexits gudfar, Nigel Farage, er rykket ind i parlamentet med sit Reform Party, der fik ca. 14 pct. af stemmerne, men kun står til en lille håndfuld mandater.
Særligt for de konservative, der er splittet mellem moderate internationalister og fortalere for en hård brexit-ortodoksi, er det et mareridt, at markskrigeren Farage nu har en national platform, hvorfra han de kommende år kan prædike britisk isolationisme til den del af vælgerskaren, der foretrækker at få denne vare ren.
Det er noget af et politisk og økonomisk håndværkertilbud, som Starmer overtager, og det vil kræve en stor indsats at få lappet på skaderne – ikke mindst i relationerne til Europa. Her må man forvente en optøning i forholdet, men det ville være letsindigt at sætte næsen op efter mirakler.
Dagen før valget gjorde Starmer det klart, at han ikke venter, at Storbritannien igen bliver EU-medlem »i min levetid«. Mange af hans vælgere vil formentlig være skuffede over den udmelding, men Labour er så investeret i brexit-projektet, at det ville være naivt at forestille sig dramatiske forandringer på kort tid.
Her og nu handler det om at reparere det, der lader sig reparere, f.eks. ved at få sat gang i den økonomiske integration mellem Storbritannien og EU.
Der skal utvivlsomt sluges en del kameler i London i den proces, men EU bør også vise fleksibilitet over for briterne og dermed sikre, at det første skridt væk fra brexit-årenes selvisolation bliver starten på en rejse, der kan gavne både Storbritannien og Europa.