Frankrig er en politisk advarsel til os alle
Søndag afholder Frankrig et parlamentsvalg, hvor populister fra både venstre og højre står til stor gevinst. Det er en trussel ikke bare mod Frankrigs stabilitet, men mod hele Europas.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Tingene falder fra hinanden; centrum kan ikke holde.« William Butler Yeats var ikke politolog med speciale i franske forhold, men irsk digter med sans for apokalyptiske visioner, og de berømte linjer stammer fra 1919, ikke juni 2024.
Alligevel synes citatet fra hans digt ”Genkomsten” at passe helt godt på det franske parlamentsvalg, hvis første runde gennemføres søndag. For skal man tro meningsmålingerne og forudsigelserne fra et kor af eksperter, står centrum, der har defineret hovedstrømmen i fransk politik siden Anden Verdenskrig, til endegyldigt at bryde sammen under en flodbølge af vrede blandt de franske vælgere.
Den centrale intrige i valgets første runde – som følges af en afgørende anden runde søndag den 7. juli – er, om det bliver favoritterne, den yderste højrefløjs populister, der kommer ind på førstepladsen, eller deres venstreorienterede konkurrenter i den såkaldte Nye Folkefront vinder på målstregen.
At præsident Emmanuel Macrons midterparti bliver alvorligt rundbarberet, går de fleste prognosemagere ud fra som en selvfølgelighed. Dermed står præsidentens vilde sats på et lynvalg til at give alvorligt bagslag.
De gamle partiers deroute og yderfløjenes vækst er ikke noget nyt fænomen i fransk politik – Macron (der i 2015 droppede Socialistpartiet til fordel for sit eget projekt) kan selv i nogen grad opfattes som et produkt af det traditionelle partisystems kollaps.
Væksten i opbakningen til den yderste højrefløj har været i gang i årtier med gradvist højere tilslutning til kandidater fra Le Pen-dynastiets Front National, der siden er reinkarneret og søgt hvidvasket i form af et nyt parti, Rassemblement National.
På venstrefløjen har demagogen Jean-Luc Melénchon, Nato-modstander og overbudspolitiker par excellence, samlet en tilsvarende broget koalition, der aktuelt står til at få op mod 30 pct. af stemmerne.
I ”Genkomsten” forudså digteren, at vi står over for den snarlige genfødsel af »et stygt udyr«. Præcis hvor stygt det kommer til at se ud i Paris, ved vi dog først om et pænt stykke tid, når denne komplicerede politiske nedkomst er fuldbyrdet.
Macron har allerede været ude at trutte i sin egen dommedagsbasun om risikoen for borgerkrig. Disse udtalelser giver det næppe mening at tage helt bogstaveligt. Men det ville være lige så letsindigt at berolige sig selv med, at Touren jo alligevel nok skal køre, og at der fortsat serveres pastis og steak frites på fortovscaféerne i Nice og Paris. For det er en af Europas mulige politiske fremtider, som franskmændene gennemlever i disse dage.
I jagten på en diagnose på dette fænomen – og en mulig politisk modgift – kan Yeats måske give os en hjælpende hånd: »De bedste mangler enhver overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet,« skrev han i sin mareridtsskildring i ”Genkomsten”.
Den politiske midte i Europa har ikke bare forsømt at give tilfredsstillende svar på de problemer, der virkelig optager vælgerne – inflation, indvandring og frygten for omkostningerne ved den grønne omstilling for nu at nævne tre. Den har også svigtet i forhold til at formulere et projekt, der kan indgyde optimisme og tro på fremtiden. Dermed har den spillet lidenskabelighedens trumfkort i hænderne på kontinentets yderfløje.
Andetsteds i Europa er der tid til at korrigere denne fejltagelse – men ikke meget – ellers risikerer vi snart at stifte foruroligende nært bekendtskab med de marer, der i disse dage rider Frankrig.