Ansvarsfralæggelse er sundhedsvæsenets svar på en endeløs DHL-stafet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Fremtidssikringen af sundhedsvæsenet bliver den ultimative test af den upopulære flertalsregering, som uopfordret af danskerne dannede sig selv for at løse landets største udfordringer. Her har regeringen da i hvert fald et meget svært og stort problem, som skiftende regeringer før den ikke har evnet at løse. Nu må det stå sin prøve, om SVM-flertallet har den magiske nøgle. Allerede ved navngivningen “Sundhedsstrukturkommissionen” har regeringen forventningsafstemt med danskerne, at resultatet af dette ekspertudvalg nok vil være komplet uforståelig læsning for de fleste. Således er der nu landet 660 siders anbefalinger til indretningen af fremtidens sundhedsvæsen. Formentlig et større antal sider, end der vil være læsere af den samlede rapport.

Hvad der til gengæld er til at forstå for alle, er, at sundhedsvæsenet er voldsomt udfordret allerede i dag. Kræftskandalernes tid er desværre ikke forbi. I 2050 vil der være dobbelt så mange 80-årige, som der er nu. Flere skal leve med kroniske sygdomme, der kræver behandling og mere samspil mellem læge, hospitaler og ældrepleje. Der vil også være flere med psykiske sygdomme, fordi danskernes sundhed er ramt af en psykologisk pandemi.

Derfor anbefaler kommissionen blandt andet, at psykiatrien tænkes ind i det samlede sundhedsvæsen, og at det hele styres væsentligt mere effektivt end i dag. Ved at nedlægge regionerne eller ændre gevaldigt ved deres opgaver. Omorganiseringen kan ske med forskellige varianter af statslig og regional styring og med mere eller mindre involvering af folkevalgte. Sandheden er nok desværre, at der ikke findes en perfekt model for styringen af et væsen så stort og komplekst, som kun en af verdens mest veludviklede velfærdsstater kan mønstre.

Anbefalingerne bærer præg af politiske hensyn, og det siger alt om, at regeringen selv er den største trussel mod fremtidssikringen af sundhedsvæsenet. For eksempel er der en masse varianter af nye folkevalgte fora, som næppe gør nogen forskel for patienterne. Hele udspillet er også udgiftsneutralt, og man har ikke udforsket potentialet i vidtgående privatisering, der måske var vejen frem. I sidste ende er det politik. Og med ugens elendige valg til de to gamle magtpartier, Socialdemokratiet og Venstre, kan vi allerede på forhånd forudsige frygten for partibaglandenes brok over at miste indflydelse i regionerne. De regionale politikere har i årevis ophævet sig selv til demokratiets eneste sande vogtere, mens skandalerne har udspillet sig samtidig. Kommunerne, regioner og regering har bebrejdet hinanden i en endeløs stafet, hvor ansvaret sendes videre kontinuerligt, mens ældre lider på plejehjemmene, og patienter dør på ventelisterne trods løfter om behandlingsgarantier. I ny og næ fyres en hospitalsdirektør eller et par overlæger, hvorefter ansvarsfralæggelsesstafetten sendes videre i sundhedsvæsenets svar på firmaløbet DHL.

Hvis denne regering skal have en eksistensberettigelse, skal den evne at tænke på tværs af alle nuværende strukturer og langt ud over egne partiinteresser. Den skal turde tage ansvar for fremtidens sundhedsvæsen, selvom det betyder vredt bagland og endnu dårligere meningsmålinger. Mere centralisering betyder også, at skandalesagerne risikerer at flytte ind på sundhedsministerens bord. Tør regeringen tage det ansvar?

Problemet med det dysfunktionelle regionale system er vel især, at man ikke rigtig tør tro på, at staten kan gøre det bedre. Der er 660 siders inspiration til et langt møde på Marienborg nu. Patienterne skal nok ikke sætte forventningerne for højt.