Danmark kommer på hårdt arbejde i FN
Overraskelsen er ikke, at Danmark får plads i sikkerhedsrådet.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
At Danmark torsdag blev stemt ind i FN’s Sikkerhedsråd, er ikke den store overraskelse. Ifølge det rotationssystem, som den vestlige gruppe og de nordiske lande kører, stod Danmark for tur, og meget skulle være gået rigtig meget skævt, hvis Danmark ikke den 1. januar 2025 kunne indtage pladsen i det prestigefyldte FN-organ.
Hverken Danmark eller de øvrige lande, som var til afstemning, behøvede at bide negle på forhånd. Der var ikke lagt op til kampvalg, så resultatet var givet.
Men selv i et fredsvalg til et råd, der skal sikre fred i verden, studeres stemmetallene nøje. At Danmark trods ihærdig indsats og et FN-engagement, som der ikke kan stilles spørgsmål ved, ikke er hele verdens kæledægge, bør ikke overraske. Fire lande undlod at stemme på Danmark.
For 20 år siden, da Danmark også var kandidat til sikkerhedsrådet og også til at blive valgt ind uden modkandidater, blev det bemærket, at 8 af de 189 stemmeberettigede FN-lande undlod at stemme på Danmark, som var det land, der kom ind i sikkerhedsrådet med mindst opbakning fra de øvrige FN-lande.
At det ikke lykkedes at samle alle stemmer, blev dengang forklaret med Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Denne gang er det Danmarks ubetingede støtte til Ukraine, der kan trækkes frem som forklaring.
Positivt tolket er det tegn på, at Danmark har en klar profil, og man kan som bekendt ikke være venner med alle. Faktisk kan det i den aktuelle situation tolkes som et adelsmærke, hvis Danmark ikke fik Ruslands opbakning ved den hemmelige afstemning.
Mere bekymrende er det, når det lykkes autoritære lande at samle opbakning mod demokratiske lande, og når de autoritære møder op med en klar dagsorden om at skabe splittelse frem for samarbejde i FN.
Og det er, hvad der er sket i løbet af de 20 år, der er gået, siden Danmark senest stillede op og sad i sikkerhedsrådet. Gennem flere år har muslimske lande arbejdet på, at det skal være en menneskeret ikke at få kritiseret sin religion, og Kina har flittigt brugt FN til at promovere og arbejde på sit eget syn på og fortolkning af menneskerettighederne. Kampen om det globale syd er intens i en verdensorden, som man nærmest kan se forskyde sig med det blotte øje.
Set i det lys er det ikke spildt energi, at Danmark har brugt betydelige ressourcer på at tale med selv de mindste af FN’s medlemslande og at sikre sig forståelse for og opbakning til de danske mærkesager, hvor international orden er blandt de fremmeste.
Man kan til gengæld med god grund spørge til nødvendigheden af, at tidligere toppolitikere blev hyret ind til opgaven, og beklage, at pladsen i sikkerhedsrådet fra politisk hold i Danmark blev brugt som kampplads for en helt anden dagsorden: at besætte diplomatiske poster med tidligere politikere.
Nu forestår to år, som bliver intense, arbejdsomme, og som vil trække tænder ud på de i forvejen sparsomme kræfter i diplomatiet, der tilmed kan se frem til også at skulle køre et EU-formandskab, samtidig med at Danmark sidder i sikkerhedsrådet.
Det gælder om at holde tungen lige i munden og fanen højt. For det er ikke svært at få øje på konflikter, som vil sætte de danske principper på prøve, eller at forestille sig, at det kommer til at knibe med muligheden for at få alle danske mærkesager taget op. Kampen for en international orden står som nummer et. Heldigvis.