Var det varmen? Eller bare ualmindelig tonedøvhed?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

De reddede den på målstregen. Men heller ikke mere end det.

I sommervarmen var heden åbenbart steget direktionen bag Folkemødet så meget til hovedet, at den før weekenden opfordrede deltagerne i demokrati-sommerfesten til at invitere eventuelle brushoveder, der kunne finde på at afbryde de programsatte debatter, op på scenen for ligesom at få en dialog med de utilfredse.

Ingen nævnte, at man med demonstranter naturligvis hentydede til de grupperinger, der efterhånden har gjort det til et varemærke at smadre enhver form for samtale, når de højrøstet har afbrudt politiske arrangementer for at gøre opmærksom på situationen i Gaza.

På kvindernes internationale kampdag måtte statsministeren give fortabt til et Kvinfo-arrangement, for nylig var det udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der fik kærligheden at føle til et arrangement.

Udover at være irriterende elementer er disse demonstranters temmelig barnlige våben en strakt langemand til den demokratiske samtale, som vi kender den og normalt bryster os af at være gode til i Danmark.

Derfor virkede det også som en total nedsmeltning fra arrangørerne af Folkemødet, at de ligefrem opfordrede mennesker, der tydeligvis ikke vil dialogen, til – dialog. Ja, det virkede som en åben invitation til at komme og smadre den normale fordragelighed, som har kendetegnet Folkemødet, der har eksisteret siden 2011.

Arrangementet er gang på gang blevet fremhævet netop for den enestående mulighed, danskerne har for at komme tæt på de folkevalgte, diskutere og lytte. Uden latterlig polariseret vrede.

Tankevækkende nok er den eneste gang, hvor den præmis er blevet udfordret, det år, hvor daværende Stram Kurs-politiker Rasmus Paludan gjorde sit til at fjerne opmærksomheden fra den konsensus, der hvilede over de solbeskinnede hoveder i Allinge. Og mon Folkemødets ledelse havde udsendt samme opfordring, hvis de vidste, at det var Paludans udvalgte skare, der ville sætte kursen mod solskinsøen? Næppe.

Med andre ord: Protester for Palæstina – og dermed også imod Israel – fik det blå stempel med den udmelding. Og råberiet har vundet over samtalen.

Så brød der imidlertid en shitstorm løs imod beslutningen. Flere deltagere på det kommende Folkemøde, der finder sted om knap to uger, meddelte, at de ville blive væk, hvis opfordringen om at tage mod demonstranterne med åbne arme stod ved magt. Og til al held virkede det som en svalende spand kold vand i hovedet på arrangørerne, der søndag besindede sig og udsendte en ny melding:

Nu var det ikke det, de mente. Længere. Nu lød opfordringen, at »personer og grupper, der bevidst ødelægger debatter og lukker ned for andres samtaler, ikke er velkomne«.

Hele runddansen er et skræmmende billede på det, som det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale sagde i sin bemærkelsesværdige tale i sidste uge: »En tsunami af opslag på Tiktok og Instagram har fået millioner i Vesten til at danne skarpe politiske meninger, der ikke baseres på viden og indsigt, men impulser.«

Det er skræmmende, hvor let bålet kan tændes. Demonstrationer i gaderne. Chikane af møder. Teltlejr foran Københavns Universitet. Og ildevarslende, at mennesker, der har den demokratiske samtale som arbejdsområde, også kan lade sig forføre så let.

Teltlejren ved Københavns Universitet er i øvrigt ved at blive pakket sammen. Det er jo snart sommerferie...