Pas på dem, de er nye i trafikken og bliver holdt i hånden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvem tør stille op i egen ret til Europa-Parlamentet? Ikke ret mange. For er der et fælles træk ved de aktuelle valgplakater, så er det, at EP-kandidaten får følgeskab af en anden. Det være sig tidligere eller nuværende ministre, men under alle forhold et menneske, som vælgerne kender og kan identificere sig med. Ikke mindst på nationalt plan.

Danske vælgere har i de 51 år, som Danmark har været medlem, udkæmpet adskillige slag om EU. Det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 ingen undtagelse: Folkebevægelsen mod EF gik ud som valgets vinder ved at besætte fire af de 15 danske pladser i parlamentet, og de er ved valg efter valg, folkeafstemning efter folkeafstemning blevet brugt som trædesten til at gøre hvilket som helst tema til et spørgsmål om for eller imod EU.

Nu er den organiserede danske EU-modstand henvist til historiebøgerne. I en tid med krig i Europa, og hvor de europæiske frihedsidealer er på spil, vil det virke direkte malplaceret at appellere til en folkelig EU-skepsis. Det har også statsminister Mette Frederiksen (S) indset. At Danmarks velstand og sikkerhed er forbundet med Europas, er der bred politisk og folkelig konsensus om.

De 169 kandidater, som lagde fra land i valgkampen, har fået en ny legeplads at boltre sig på med muligheder for at tale politik og visioner uden at blive henvist til den sædvanlige skyttegravskrig. De har også – må man formode – et mere lydhørt publikum, som er bevidst om, at EU ikke er ”nede i Europa”, men en del af Danmark.

Men det er angiveligt ikke nok til at kunne kæmpe selv. Der er nærmest en kollektiv forståelse blandt partierne om, at deres EU-kandidater ikke må eller kan stå alene. De tidligere statsministre Poul Nyrup Rasmussen (S) og Helle Thorning-Schmidt (S) stiller op sammen med Christel Schaldemose. Morten Løkkegaard (V) får følgeskab af V-formand Troels Lund Poulsen, SF’s Kira Marie Peter-Hansen flankeres af Pia Olsen Dyhr, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm måtte tavst se til, da Inger Støjberg overtog ordet i partiets kampagnevideo.

Valget til Europa-Parlamentet har aldrig været nogen publikumsbasker. På en god dag møder lidt over halvdelen af vælgerne op, og som valgplakaterne mere end antyder, så er det for at sige det mildt op ad bakke med den demokratiske samtale om Europa.

En trist kendsgerning, som kun understreges af, at Danmark ikke er ene EU-land om at trække på politiske kendisser for at skabe opmærksomhed. I Tyskland afbildes kansler Olaf Scholz sammen med Katarina Barley, som dog har siddet i Europa-Parlamentet i fem år, og i Italien har premierminister Giorgia Meloni løst udfordringen med ukendte kandidater ved selv at stille op i samtlige valgkredse.

Igennem årtier har der været efterlyst en fælles europæisk offentlighed. Covid-epidemien og Ruslands angreb på Ukraine har vist, at det ikke er nødvendigt at opfinde emner, som kan have alle EU-borgeres interesse på samme tid. Når Europa er truet, giver det sig selv. Men derfra til at skabe opmærksomhed om det eneste direkte folkevalgte element i EU-konstruktionen Europa-Parlamentet er der stadig et stykke vej.

Når både forhenværende og nuværende regeringsledere toner frem på valgplakaterne, så kan det læses som et skjult signal om, hvor magten ligger: i det ministerråd, hvor de enten selv sidder eller har siddet, og at nationalstaten ikke har udspillet sin rolle.