Hvorfor kan Danmark ikke anerkende Palæstina? Fordi den stat ikke findes

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så kom Norge med. Som en af efterhånden flere nationer er vores naboland nu klar til at anerkende Palæstina som selvstændig stat. En stat, der huser en af verdens mest brutale terrororganisationer Hamas.

Danmark har ikke taget samme skridt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forsikrer, at det ikke vil ske – i hvert fald ikke lige nu. Derfor kan det undre, at Danmark alligevel på FN’s generalforsamling forleden stemte for, at Palæstina optages i FN som en »fredselskende stat«.

For dermed kunne man fristes til at konstatere, at terroristerne fra Hamas endegyldigt har vundet første halvleg. Beslutningen er forståeligt nok en våd, rød klud i ansigtet på israelerne så kort tid efter Hamas’ massakre den 7. oktober sidste år. Og ligefrem »fredselskende«?

Omvendt har Israels modsvar heller ikke været kønt. Et helt forståeligt hårdt og utvetydigt modsvar, jo – men hvor Benjamin Netanyahus præmis om, at den israelske hær vil fortsætte, indtil Hamas er udslettet, lyder mere kontraproduktivt end realistisk. I hvert fald er det lykkedes at mobilisere en hidtil uset modvilje mod Israel langt ind i de parlamentariske rækker i Vesten. Senest manifesteret med Den Internationale Straffedomstols ønske om en arrestordre mod Netanyahu og forsvarsminister Gallant – sammen med tre Hamas-ledere.

I en så ophedet stemning er der ekstra grund til at tænke sig om og ikke forfalde til symbolske sværdslag, der måske tækkes nogle, men skubber andre ned i polariseringens syrebad. Og hvor der kan være god grund til at undre sig over, hvorfor Lars Løkke Rasmussens adelsmærke, pragmatismen, skulle udfoldes netop ved den afstemning i FN, så er hans forsikringer om, at Danmark ikke går skridtet videre, en nødvendig beroligelse.

For selv om intet er enkelt i Mellemøsten, så kan man godt skære igennem spidsfindige nuancer og ophævelser og konstatere, at Danmark ikke kan anerkende Palæstina, fordi Palæstina ikke eksisterer som stat. Lige nu er ”Palæstina” en smal stribe land ud til Middelhavet og et område langs Jordanflodens vestbred.

I Gaza er det den iransksstøttede Hamas-bevægelse, der har marskalstaven – hvilket har ført til, at Gaza nu er mere eller mindre jævnet med jorden takket være organisationens i mere end en forstand menneskefjendske fremfærd, og området ved Vestbredden ledes af en regering, der ganske vist er valgt – det er bare et par årtier siden, der senest var valg – og den anses for dybt korrupt, selv blandt palæstinensere.

Det er unægteligt svært at se, hvad der er at anerkende her. Omvendt bekender Danmark sig også til en tostatsløsning, som – selv om den p.t. nærmest virker som et fantasifoster – er den eneste farbare vej for en fremtid uden evig krig. Så Danmark skal fortsætte med at påvirke en konstruktiv udvikling i den retning – fornuftens retning – uden at lade sig rive med af hverken folkestemning eller trusler.

Den danske regering skal ikke træde på israelernes følelser ved at anerkende Palæstina som stat, men skal omvendt heller ikke lade sig presse eller overtales til at gå op imod ICC.

Danmark er som demokratisk nation kaldet til at respektere internationale institutioner og ikke bidrage til at kortslutte et system, der overordnet set er af afgørende betydning for international lov og ret. Så derfor skal vi ikke anerkende en stat, der ikke findes – og derfor må vi afvente afgørelsen på ICC’s ønske.