EU-politikere sætter rekord i frafald: 562.000 danskere får den forkerte vare

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det er let – måske for let – at kritisere en dansk politiker, der efter at være blevet valgt til EU pludselig forlader parlamentet til fordel for en karriere i Folketinget eller som minister. Men det er svært at lade være efter Jyllands-Postens afdækning af problematikken.

Siden det seneste valg i 2019 er 6 af 14 danske EU-politikere løbet af pladsen i Europa-Parlamentet. Det svarer til 43 pct., og dermed har vi sammen med Portugal europarekorden i frafald i valgperioden. Oven i det kommer politikere, som ikke længere arbejder for det parti, der var med til at få dem valgt. Topplaceringen på frafaldslisten kommer tydeligvis bag på vores egne EU-kandidater.

»Øv,« siger Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet, »hold da op,« lyder det fra Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, »bekymrende og besynderligt,« mener Per Clausen fra Enhedslisten. Det er svært at være uenig. Venstres topkandidat, myreflittige Morten Løkkegaard, nuancerer dog faneflugten, bl.a. med argumentet om, at vælgerne stemmer på en person, der forfølger en fast politik. I så fald er det ligegyldigt, om vedkommende gør det i EU eller herhjemme.

Argumentet er valid, men allerede udhulet. I 2019 fik SF’eren Karsten Hønge næsten 20.000 personlige stemmer ved EU-valget. Fintællingen var nærmest ikke færdig, før han meddelte, at han ikke ville til Strasbourg alligevel, men foretrak sin folketingskarriere. I dette tilfælde bestiller 20.000 vælgere altså en vare, de ikke får leveret. Langt flere danskere stemte forgæves i 2019. Ved den lejlighed stemte 562.813 danskere personligt på en politiker, som senere hellere ville noget andet. Det svarer til 32 pct. af alle personlige stemmer ved EU-valget i 2019.

Meget tyder dog på, at forargelsen over de frafaldne politikere er hurtig overstået. Karsten Hønge er eksempelvis genvalgt til Folketinget, og en anden kendt overløber Søren Gade er i dag formand for tinget.

Det ændrer ikke ved, at det er et fundamentalt og demokratisk problem, at så mange vælgere får en vare, de ikke har bestilt. De har jo ikke været med til at vælge afløseren. Det rokker ikke alene ved de frafaldne politikeres troværdighed, men også troen på demokratiet.

Det er næsten kun Venstres Morten Løkkegaard, der formår at skabe interesse for det politiske arbejde i Europa-Parlamentet. Hans kollegaer gemmer sig, og mange ved formentlig ikke, hvem de er. Der anes en lettere overbærenhed med og i mange tilfælde latterliggørelse af EU-systemet, hvorfra der glimtvis kommer nyheder, der tvinger smilebåndet op mod ørerne.

Uanset om man vil det eller ej, så spiller EU en større og større rolle for alle lande i Europa. På de fleste niveauer fungerer samarbejdet jo. Storbritanniens udmelding – den såkaldte brexit – har kastet landet ud i en økonomisk og selvforskyldt krise. I et splittet og krigsramt Europa er der voldsomt behov for sammenhold. Med truslen om Donald Trump som præsident i USA kan man frygte for stabiliteten og solidariteten i Nato. Handelsmæssigt skaber den ulmende protektionisme i USA øget behov for sammenhold i Europa.

EU og dets parlament står midt i og over for nogle enorme udfordringer. At løbe fra pladsen i utide må og skal være fortid. Vi har brug for politisk tilstedeværelse og tyngde i de lokaler, hvor beslutningerne træffes. EU er kommet for at blive. Det samme skal man kunne sige om EU-politikerne.