Tavshed kan være guld. Det burde EU-toppen huske på
EU-spidsers kondolencer efter berygtet præsidents død har vakt debat. Der er brug for større principfasthed i omgangen med tyranniske regimer.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, var hurtig på tasterne efter den iranske præsidents død i weekenden. »EU udtrykker sine oprigtige kondolencer efter præsident Raisi og udenrigsminister Abdollahians død,« tweetede han på det sociale medie X. Lidt senere fulgte EU’s udenrigskommissær, Josep Borrell, op med et lignende budskab.
Denne reverens i forhold til den omkomne præsident kan opfattes som en diplomatisk formalitet, der udtrykker respekt for landet og dets indbyggere uden at gå ind i en vurdering af afdødes konkrete meritter.
Men hvor går grænsen for høflighed og diplomatisk maskepi, når man har at gøre med folk, der direkte har været involveret i massemord? For når sandheden skal frem – og der er ingen grund til at skjule den – så var Irans afdøde præsident Ebrahim Raisi en på alle måder usædvanlig kedelig karl. Han spillede efter alt at dømme en nøglerolle i en af præstediktaturets mest berygtede massakrer: likvideringen af tusinder af politiske fanger i løbet af nogle få måneder i 1988. Senere var Raisi i årevis en højtstående embedsmand i et justitssystem, der anvendte tortur og med rund hånd uddelte dødsdomme til folk, der havde forbrudt sig mod den islamiske stats ofte fanatiske og forrykte love. I de senere år spillede han fortsat en politisk rolle i undertrykkelsen af protesterne mod mullah-regimet.
Ikke alle mener, at det er en skikkelse, som Europa behøver begræde tabet af, når man nu havde muligheden for at tie stille: »Hvis vi skal kondolere over for nogen, så må det være de tusinder af familier, hvis familiemedlemmer er blevet myrdet, er blevet hængt,« lød reaktionen fra Marie-Agnes Strack-Zimmermann, markant liberal udenrigspolitiker i den tyske Forbundsdag.
I FN’s Sikkerhedsråd holdt man et minuts stilhed for afdøde, og i Washington udtrykte talsmænd for Biden-administrationen kondolencer, dog en anelse mere diskret end dem fra Bruxelles. Også i USA vakte dette politisk anstød: »Det er en skændsel at kondolere efter dette monsters død,« lød det fra den republikanske senator Tom Cotton.
Hvis EU generelt havde udstukket en sikrere kurs i omgangen med totalitære regimer, ville man måske være mindre tilbøjelig til at give Michel og Borrell så ringe stilkarakterer for deres reaktioner på den iranske præsidents død. For mistanken om, at EU går mere op i gode manerer og rene negle end i at yde robust modstand mod tyranner og mørkemænd, er ikke aftaget de senere år.
Tag Saudi-Arabien, der i den årlige rapport fra den amerikanske ngo Freedom House får et endnu dårligere skudsmål end selv Iran. Her har EU ikke desto mindre haft travlt med at gøre sine hoser grønne med åbenlyse handelspolitiske og geostrategiske bagtanker.
Det er klart, at diplomati og udenrigspolitik ikke udspiller sig i en ideel verden, og at der altid vil være realpolitiske hensyn at tage. Men det er også værd at huske på, hvor galt det kan gå, når man smider den sunde fornuft over bord i jagten på kortsigtede gevinster.
Glem ikke konsekvenserne af Europas årelange appeasement-politik, der gav Kreml frit løb i aggressionen mod sine naboer og ledte frem til katastrofen i Ukraine.
Vi har brug for et Europa, der selvfølgelig forsvarer sine geopolitiske og kommercielle interesser, men også forstår at navigere under anvendelse af et brugbart moralsk kompas. Lidt mere rygrad i de offentlige ytringer om totalitære diktaturer som dem i Teheran og Riyadh kunne være et godt sted at starte.