Fortsæt til indhold
Leder

Det er sjovt, fordi det er sandt

Venstres top taler ud om krisen og skitserer vejen videre. Problemet er bare, at de ikke kan forklare, hvad vejen er. En lille vittighed hænger tilbage i luften som det tætteste, de kom på en sandhed, der kan bruges til noget.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Venstre »fører ikke politik efter målinger«, bemærkede Troels Lund Poulsen lidt kækt i et interview med Jyllands-Posten om Venstres vælgerkrise.

»Så er vi i hvert fald rimelig dårlige til det,« tilføjede Stephanie Lose grinende. Det er lidt sjovt. Men ikke på den måde, som formanden og næstformanden i Venstre tror. Nej. Det er sjovt, fordi det er sandt. Derfor kan alle uden aktier i projektet godt klukke med. Men for Venstre-toppen er det tid til at pakke vittighederne sammen.

Måske skulle partiet netop begynde at lytte lidt. Der er intet i vejen med at navigere efter, hvad vælgerne mener. Det har da fungeret for Venstre før, og der er rigeligt med tidligere vælgere, som man har formået at skræmme væk på det seneste. Spørg dem. Tal med dem. Lyt til dem. Tag bestik af målingerne. Medmindre altså Venstre har den modsatte ambition. Så man kan sige, at der sørme ikke føres politik efter meningsmålinger, mens man i stedet insisterer på selvpineriet som følge af en tonedøv ikke-politik, der bliver mere og mere svær at forstå.

Ikke overraskende går Venstres målinger den forkerte vej. Senest målte to institutter partiet til bare 6,5 pct. En forventet reaktion på balladen om den upopulære CO2-afgift, som møder modstand i hvert fald hos en del af partiets gamle kernevælgere. Føjet til rækken af brudte løfter siden seneste valg. Men måske også reaktionen på en partitop, som de færreste har fidus til.

I interviewet til Jyllands-Posten forklarer formandsduoen krisen. Men det er en seance, som deres politiske rådgivere nok burde have sparet dem for. For eksempel ved at udstyre dem med et egentligt budskab eller ved at aflyse interviewet. I stedet gennemfører topministrene et interview, der bliver selvudleverende.

Det var jo også, fordi forgængeren Ellemann blev syg, lyder en af de første kriseforklaringer. Men sandheden er, at meningsmålingerne var bedre under hans orlov, end de er nu.

Og så kredser Lund og Lose om, hvordan Venstre ikke har fået forklaret sin politik til danskerne. Her med deres ord:

»Vi er ikke kun defineret af, hvilken politik der er inde i regeringen. Venstre er også et parti, som har sin egen politik og sin egen platform at stå på.«

»Vi skal blive bedre til offentligt at sige, hvad det er for nogle mål, Venstre har, uanset om vi sidder i regering eller ej.«

»Der er jo ikke mindst hele spørgsmålet omkring arbejdsudbud, hvor vi har taget en lang række initiativer.«

»Det kommer til at være fokuspunkt for Venstre. Reformer og politiske initiativer, der kan være med til at understøtte den dagsorden.«

»Forudsætningen for at kunne alt det, vi gerne vil på velfærd, forsvar og klima, er jo, at vi fortsætter med at lave reformer.«

Opsummeret: Venstre er et reformparti med egen platform at stå på. Med arbejdsudbud som fokuspunkt for initiativer, der kan være med til at understøtte klima, forsvar og velfærd.

Desværre er der stadig ingen, som forstår, hvad det betyder. Prøv noget nyt: Lyt til vælgerne. Og så fortæl os, hvad Venstre mener, i stedet for at sige, at Venstre mener noget, der bare ikke er blevet hørt. Det lykkedes lidt bedre den yngre Venstre-generation, by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin og digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre. De har senest kastet sig ind i den svære værdidebat om integration. Men vi er vel trods alt ikke der endnu.

Artiklens emner
Politik
Venstre