Udlændingepolitik er noget, vi snakker om. Men gør meget lidt ved

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

At udlændinge, som vælger at bo i Danmark, skal gå ind for grundlæggende danske værdier, bør hverken være nyt, overraskende eller kontroversielt. Selvfølgelig kan man ikke insistere på særrettigheder, som er i direkte modstrid med de værdier, som er bygget op over generationer, og som binder Danmark sammen som samfund.

I den forstand er meldingen fra Venstre-ministrene Marie Bjerre og Morten Dahlin ikke særlig overraskende. Mere overraskende er det til gengæld, at Venstre tilsyneladende mener, at udlændingekortet er partiets bedste våben, når meningsmålingerne bider. Hvor skal de synspunkter, som de to ministre fremsætter, skabe kant? I hvert fald ikke til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, næppe heller til Liberal Alliance. Socialdemokraterne synes også med på vognen, så på en god dag kan Venstre tage en debat med De Radikale og muligvis Moderaterne.

Erkendelsen af, at sprog, uddannelse og arbejde ikke i selv sig selv gør, at tilflyttere fra andre lande deler danske værdier, er for længst indtrådt hos den brede del af den danske befolkning. Undersøgelse på undersøgelse har dokumenteret det. Det politiske svar har været den sædvanlige vriden hænder med paradeforslag som straksopbremsning eller et nyt asylsystem, som helt skal forhindre, at asylsøgere får ophold i Danmark.

Men det afhjælper for det første ikke de udfordringer, som Danmark står med her og nu, og for det andet er hverken disse eller en lang række andre forslag af samme kaliber blevet til noget. Udlændingepolitikken er brolagt med store ord og løfter, som ikke er omsat eller har kunnet omsættes til virkeligheden.

Man kan godt kalde tingene noget andet eller endog bruge finere ord som assimilation, men det ændrer ikke på, at det er det samme, vi taler om.

Den danske model med et højt skattetryk, en betydelig omfordeling og et velfærdssamfund, der skaber både tryghed og lige muligheder, er baseret på sammenhængskraft. Hvis vi ikke gensidigt anerkender og respekterer hinanden, falder kontrakten fra hinanden.

Heldigvis, og det er vigtigt at understrege, så gælder det for langt, langt de fleste borgere i Danmark, uanset herkomst, at man står op, bidrager til samfundet og accepterer de værdier, som det er formet af. Men det betyder ikke, at tingene dermed kører af sig selv, og at man kan lade stå til.

Mere end en gang har udlændinge, som ikke vil acceptere danske værdier som ligestilling blandt kønnene, friheden til at vælge sin egen ægtefælle eller ytringsfrihed, i varierende tonefald fået besked på at finde sig et andet sted at bo.

Den tidligere Venstre-minister Bertel Haarder forsøgte sig med en værdikanon for ligesom at skære ud i pap, hvad der tales om: frihed, tillid, lighed for loven, ligestilling mellem kønnene, hygge, velfærdssamfundet og ikke mindst frisind var på listen, som blev offentliggjort i 2016.

Flere partier i Folketinget ønsker nu at undersøge, om der som hævdet af socialdemokraten Frederik Vad findes velintegrerede indvandrere, som i det skjulte modarbejder danske værdier.

I stedet for at bruge krudtet på at bekæmpe hinanden og kappes om, hvem der har den skarpeste retorik på udlændingepolitikken, ville det være tjensomt, hvis det efterhånden brede og store flertal i Folketinget, som på lange stræk er enige om retningen, brugte kræfterne på at tænke i løsninger.