Sådan staver man til ”sammenbrud” på aarhusiansk
Aarhus er blevet en by i tomgang. Det skal nok hjælpe på CO2-udledningen og den ellers så ofte mislykkede drøm om at komme ”på verdenskortet”.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Intet er så idyllisk som en arkitektskabt visualisering. Solen skinner, der er sommerfugle i græsset, børnene leger på gaden, og alle smiler. Og så er der sjældent biler, for biler er blevet den værst tænkelige skamplet, hvis man som byrådspolitiker skal nikke ja til det, de kalder ”en udvikling af byen”.
Aarhus har en tendens til at ville være foregangsby på alle mulige og især umulige områder. Man vil ”på verdenskortet”, ofte går det ubemærket hen. Det gør de seneste mange tilstræbelser på at få bilerne ud af byen derimod ikke.
Politikerne i Aarhus har besluttet, at kommunen skal være CO2-neutral inden 2030, og da en stor andel af kommunens udledning stammer fra transport, er angreb og sanktioner mod privatbilismen blevet et mantra. Samme sang høres f.eks. i Odense, der har en identisk målsætning og tilgang.
Byerne skal åbenbart for enhver pris være mere grønne, mere fredelige og desværre også døde. På et af Aarhus’ torve er selv kunstgræsset allerede gået ud. Andre byer, der måtte gå med samme ”ambitioner”, kan derfor netop nu skele til Aarhus og konstatere, hvad ”foregang” i virkeligheden betyder på aarhusiansk:
Centrale torve og pladser skal afspærres eller er allerede blokeret for biltrafik, gader ensrettes, hovedfærdselsårer skal laves om til parker. På rådhuset går man målrettet efter, at trafikken skal bryde sammen, for kun på den måde kan man tvinge aarhusianerne ud af bilerne, lyder det formynderisk. Tillykke, det er lykkedes, men borgerne hopper ikke bare op på cyklen, ind i letbanen eller på en bus, for dels er det praktisk umuligt for mange, og dels er den kollektive trafik udsultet for at understøtte den halve ”løsning” letbanen. I stedet flygter de ud af byen, og butikkerne mærker det. Byens forretningsliv taler man om tilstande værre end under coronanedlukningen, flere overvejer at fyre ansatte, og ellers loyale kunder fortæller nedtrykt, at de i fremtiden opgiver at komme til byen og leve i den.
Politikere i Aarhus og andre byer med galoperende apati for biler har tilsyneladende helt glemt, at der i dette land faktisk findes helt almindelige danskere med helt almindelige job på arbejdspladser, hvor man stadig opererer med begrebet ”faste mødetider”.
Danskere, for hvem hverdagens mange logistiske udfordringer ikke kan klares fløjtende på en ladcykel med to-go-kaffe i hånden og en kardemommesnurrer i den anden. Det kan endda være de ellers så eftertragtede børnefamilier, som skal aflevere flere børn flere steder i byens store garantidistrikter. Ungerne skal hentes igen og gerne tidligere, for sfo’ens åbningstider indsnævres, de skal til fritidsaktiviteter (og gerne hjem igen), og statsministeren skuler, hvis samlebåndet slukker kl. 16.
De ellers så eftertragtede sygeplejersker, pædagoger og politibetjente er blot nogle af de faggrupper, der ikke bare kan møde, når det passer dem, trafikken eller politikerne, der helt har glemt at tilbyde reelle alternativer til at spilde tiden med tomgangskørsel i stadig længere bilkøer. For der findes ingen reelle alternativer, og bilisterne er blevet gidsler i byrådspolitikernes virkelighedsfjerne verdensopfattelse.
Sådan er Aarhus blevet en foregangsby, måske endda kommet på verdenskortet. Zoomer man ind, vil man se en død by, hvor borgerne har vendt midtbyen og politikerne ryggen. Og hvem er det så lige, der skal have glæde af alt det grønne og biernes summen fra de store visioners blændværk?