Der er ikke meget "super" over "supertirsdag"

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tirsdag den 5. marts 2024 er en dato, som enhver seriøs præsidentkandidat i USA har plottet ind i kalenderen. Super tuesday er store stemmedag. Vælgerne i 15 delstater skal tage stilling til, hvem de helst ser nomineret som præsidentkandidat. Det er her, kandidaterne kan hente en god portion af de delegerede, som på partikonventerne til sommer er med til at afgøre, hvem partiet skal stille med til præsidentvalget den 5. november.

”Intet er afgjort før super tuesday”, hører til de udtryk, som enhver mandagsanalytiker nogenlunde risikofrit har kunnet slynge ud, når valgkaravanerne kørte videre med de kandidater, som stadig hang på. Tag blot 2008, da Barack Obama og Hillary Clinton i lang tid kæmpede jævnbyrdigt om nomineringen. Dengang bragte super tuesday ingen forløsning. Omvendt forholder det sig i år, hvor alt tyder på, at Nikki Haley i den republikanske lejr skal håbe på enten mirakler eller jura for at forblive i feltet, som ud over hende selv består af USA’s tidligere præsident Donald Trump. Hos Demokraterne kan vælgerne ikke være andet bekendt end at stemme på Joe Biden som siddende præsident og eneste kandidat. Men den 81-årige kandidat har fået en blind makker at forholde sig til. En ”ingen” eller ”en anden”, som over 100.000 vælgere allerede har stemt på i stedet for Joe Biden, og som i Michigan vandt to af de delegerede.

At så mange demokratiske vælgere giver udtryk for, at de foretrækker en ubekendt frem for den siddende præsident, må gøre indtryk i Det Hvide Hus. Og skulle det ikke være nok, så kunne New York Times søndag publicere en meningsmåling, som må få valgstaben til at ryste på hånden: Over halvdelen af dem, som stemte på Joe Biden for fire år siden, tilkendegiver, at USA’s siddende præsident er for gammel til at være en effektiv præsident. Avisen noterer, at hvis Joe Biden genvælges til november, så vil han slå sin egen rekord som den ældste siddende præsident, mens Donald Trump kandiderer til titlen næstældst. Alder i sig selv kan og må ikke blive et kriterium for en persons habilitet. Erfaring har værdi og vil ikke mindst i den udfordrende og skrøbelige sikkerhedsmæssige situation, som verden befinder sig, absolut veje tungt. En sikker hånd på rattet er nok det, som mange vælgere sukker efter – i hvert fald de vælgere, som evner at se ud over deres matrikel.

Gennem årtier har Danmark og Europa taget det for givet, at USA var der, og at USA trådte til, hvis eller når der gjorde ondt. Nu står europæerne med en fornemmelse af, at supermagten kører på sidste liter. Det politiske lederskab i Demokraterne har forsømt fornyelse. At Joe Biden var det bedste, som partiet kunne stille med, blev allerede problematiseret ved forrige valg. Valget af Kamala Harris gav håb, men hun har slet ikke levet op til forventningerne.

Republikanerne har forsømt at opbygge en troværdig og vægtig modstand til Donald Trump, som på få år har forvandlet partiet fra et seriøst regeringsbærende parti med internationalt udsyn til at være en kopi af den populisme, som Europa kun kender alt for godt.

Sidste kvinde på broen er Nikky Haley. Betegnende nok har hun kun vundet ét primærvalg: I Washington D.C. De republikanske vælgere foretrækker Trump. Spørgsmålet er, om alle amerikanerne også gør det? En af de stemmer, som kommer til udtryk i New York Times, giver et foruroligende fingerpeg: Sidste gang stemte han på Joe Biden for at få ryddet op i kaosset efter Trump. Denne gang overvejer han at stemme på Trump, af frygt for at Biden ikke kan klare endnu en periode som præsident.

Det er det valg, som amerikanerne står over for. Og det er ikke betryggende.