Hvis katastrofen rammer, hvem gør så hvad, og hvor skal regningen sendes hen?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danske politikere ynder at fremhæve Danmark. Der er snart ikke den disciplin, som vi ikke skal være verdensmestre i. Men på i hvert faldt ét område er de påfaldende tavse. Om det civile beredskab, som synes i så miserabel forfatning, at det end ikke giver mening at tale om at være danmarksmester. Sat på en meget kort formel: Danmark er ikke gearet til at tage vare på sig selv, og skiftende regeringer har forsømt at oplyse befolkningen om, hvad det reelt vil sige at stå midt i en hybrid krig.

Mens både Norge og Sverige længe har været fremme i skoene, har afsat ressourcer til det civile beredskab og gennemtester forskellige scenarier, så tyder meget på, at regering og myndigheder her i landet har været så optaget af ikke unødigt at ville skræmme folk, at de har forsømt at tage selv de mest basale forholdsregler.

Vi så det under coronaen. I begyndelsen hed det sig, at det nok slet ikke ville ramme os. Beholdninger af håndsprit og beskyttelsesudstyr blev der ikke bekymret meget om, før epidemien for alvor ramte Danmark, og det viste sig, at de systemer, der var sat op, ikke fungerede i praksis, og der var tvivl om, hvor regningen skulle sendes hen. Sådan må det ikke gå, når næste krise rammer Danmark. Og det gør den. Vores gennemdigitaliserede samfund er meget sårbart. Forsyninger af el og vand risikerer at ryge, nogle taler ikke om i timer, men om i dage. Det siger sig selv, at det skal vi være forberedte på. Der er en grund til, at Nato stiller krav til medlemsstaternes robusthed, og at samme robusthed udgør en faktor i den samlede afskrækkelse over for Rusland.

Allerede i 2018 blev det besluttet at bruge flere penge på det civile beredskab, men den beslutning var møntet på klimaforandringer, og dem har beredskabet i høj grad fået at mærke med både oversvømmelser og snestorm. Men de trusler, som vi står over for, som ikke skyldes naturfænomener, men at nogen vil ramme os, er Danmark ikke særlig godt forberedt på. Risikoen for brud på søkabler nævnes ikke i Beredskabsstyrelsens seneste risikobillede, og der er ingen planer for, hvem der skal betjenes først, hvis eller måske rettere når strømmen falder ud.

Danmark har ikke øvet sig på kriser i en årrække. Den seneste nationale kriseøvelse fandt sted i 2019, og der er ikke planlagt en ny. Man skulle ellers tro, at Ruslands angreb på Ukraine skulle have fået nogen til at vågne. Erfaringerne fra seneste øvelse er ud over at være gamle også fra en anden tid. Den handlede om et kemisk angreb, og som Esben Salling Larsen fra Forsvarsakademiet konstaterer, så er det langtfra det trusselsbillede, som Danmark står over for i dag.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) konstaterer i sin seneste vurdering, at Rusland spionerer mod kritisk infrastruktur og sandsynligvis også på at kunne udføre sabotage på dansk område i tilfælde af en eskalerende konflikt. Russerne er parate, men hvad er vi?

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) erkendte for nylig i et interview med Jyllands-Posten, at »der er behov for et stærkere samfundsrobust beredskab«. Forsvarsministeren er også bevidst om, at Danmark skal kunne modstå angreb på sårbar infrastruktur, og ikke mindst forudser han, at netop det emne kommer til at fylde mere i Nato-sammenhæng.

Først efter sommer er det planen, at partierne i forsvarsforligskredsen skal begynde at tale om det civile beredskab. I lighed med forsikringer om, at der skal rettes op på det forsømte forsvar, så er der et meget, meget langt tilløb fra politiske tilkendegivelser til reel handling.