Fortsæt til indhold
Leder

Højt spil: Vi skal beslutte, om vi vil have et landbrug eller ej

Politikerne skal tænke sig ekstra godt om, inden de beslutter sig for, hvordan danske landmænd skal bidrage til reduktion af CO2-udledningen. Dansk landbrug er i krise.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Vi slipper ikke – heller ikke landbruget. I Danmark vil regeringen reducere udledningen af CO2 med 70 pct. frem mod 2030. Hvordan det kan ske, kom frem, da det såkaldte Svarer-udvalg offentliggjorde sin rapport, der skal give bud på, hvordan landbruget kan bidrage til, at målet nås.

Det er en varm kartoffel, som udvalgets formand, økonomiprofessor Michael Svarer, har taget i hænderne, og for Venstre er den decideret giftig. I alle tre modeller, som udvalget har lagt frem, vil landbrugsproduktionen falde og dermed sende folk ud i arbejdsløshed – og det vil primært ramme de små samfund. Det er i modstrid med regeringsgrundlaget, der slår fast, at reduktion af CO2 ikke må koste arbejdspladser i landbrugserhvervet. Det synspunkt har Venstre holdt fast i og er nu fanget i en fælde, der bliver svær at komme op af. Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, var tydeligvis ilde til mode, da hun blev foreholdt det fem gange i et kort interview efter offentliggørelsen af planen.

»Landbruget har forandret sig i mange år,« lød forklaringen – underforstået, at det vil erhvervet fortsat gøre, afgifter eller ej. Men der er et forklaringsproblem her, som kan udvikle sig til et gedigent vælgerproblem. I et Facebook-opslag kunne man kort efter offentliggørelsen se Danmarksdemokraternes leder, Inger Støjberg, med en ost, en liter mælk og en pakke oksefars i hånden. »Danmarksdemokraterne kommer ALDRIG til at støtte indførelsen af en afgift, der vil koste i tusindvis af arbejdspladser i vores landdistrikter,« skriver partilederen i opslaget.

Umiddelbart ligner det en vindersag, men det er langtfra sikkert. Der er en stigende miljøbevidsthed blandt danskerne, og når Michael Svarer konstaterer, at de afskedigede let vil kunne få arbejde andre steder, kan det lukke luften ud af den del af Danmarksdemokraternes argumentation.

Dansk landbrug er under pres. Afsætningen er faldende, og renterne er steget voldsomt. I de tre modeller, Svarer-udvalget præsenterede, kommer landmænd til at betale mellem 125 og 750 kr. pr. ton CO2. Det lyder ikke af meget, men der skal ikke mange ekstraudgifter til for at vælte læsset for den enkelte.

Det videre arbejde med oplægget skal foregå i en såkaldt Grøn Trepart, der består af landbruget, industrien og regeringen. Og det er ubetinget positivt, at arbejdet kan fortsætte med et minimum af politisk indblanding. Hos politikerne handler det om billige point, ikke om billige kvoter.

Landbruget er gennem årene blevet stigmatiseret som et krævende og uansvarligt erhverv, hvis ønske om gulerod frem for pisk er blevet latterliggjort, og erhvervet mindes ofte om, at det modtager støtte fra bl.a. EU. Den holdning svarer til, at danskerne skal sige nej til skattelettelser og ja til højere moms. Store danske virksomheder modtager i virkeligheden også statsstøtte – sådan i al ubemærkethed.

Diabetesramte får tilskud til at betale Novo Nordisk for insulin, A.P. Møller-Mærsk er omfattet af skattebegunstigelser, og Danmarks største udleder af CO2, Aalborg Portland, får en klækkelig rabat på sin udledning.

Dansk landbrug står for en stor del af CO2-udledningen herhjemme og skal selvfølgelig bidrage til at reducere det. Men erhvervet balancerer i øjeblikket mellem kval eller krise.

Det er heller ikke et tilfælde, at Danish Crowns topchef, Jais Valeur, kalder rapporten »relativt dramatisk« og et »meget stort eksperiment«.

Det sidste er svært at modsige, og inden politikerne kaster sig ud i eksperimentet, bør de stille sig selv spørgsmålet: Skal vi have et landbrug i Danmark eller ej?

Det skal vi naturligvis, men efterhånden er det ikke givet.