Pas på med ikke at ende som fodboldlandsholdet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Respektløst« er det nye modeord i sportens verden. Det bruges, hvis en træner eller en spiller får et kritisk spørgsmål, eller hvis en tv-reklame ikke passer ind i den enkelte sportsudøvers selvforståelse. Senest har både spillere og træner på det danske landshold i håndbold taget ordet i munden i forbindelse med europamesterskaberne, der afvikles i disse dage. Hidtil har det ellers været forbeholdt spillerne på fodboldlandsholdet. Fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, har efterlyst mere respekt for sin landstræner Kasper Hjulmand. Kritikken har været ”unfair og skinger,” mener direktøren. Kasper Hjulmand kaldte en kommentar i Ekstra Bladet for respektløs. Kommentarens overskrift var ”Er du bange for ham Hjulmand?” som forklaring på, at veteranmålmand Kasper Schmeichel fortsat var førstevalg på landsholdet, selv om han var klubløs.

Baggrunden er en netop overstået kvalifikationsturnering til EM, hvor landsholdet spillede dræbende kedeligt og uinspireret. Danmark havde således store problemer med at slå miniputnationen San Marino, hvis eneste landskampsejr forekom i en venskabskamp mod Liechtenstein i 2004.

Stort set alle fodboldspillerne på landsholdet er mangemillionærer. På den måde har de lagt afstand til den øvrige befolkning, men sådan må det være. Problemet er den forkælede selvforståelse, der ikke tåler modsigelse eller kritik. Dermed lægges afstand til de fans, der jo betaler fodboldspillernes astronomiske lønninger. Man fristes til at kalde det respektløst. Kulminationen på landsholdsspillernes selvforståelse var en strejke i 2018. Uenigheden drejede sig om alt fra betaling, bonusser og rettigheder. Det sidste er altafgørende for DBU, der må arbejde hårdt for at få sponsorater til at finansiere forretningen og ikke kan tillade sig, at spillerne løber rundt og reklamerer for konkurrenterne. Det medførte voldsom kritik. Strejken betød, at DBU måtte sende et vikarlandshold bestående af 24 friske amatører - heraf et par futsalspillere - til officiel landskamp. Deres heroiske nederlag blev set af over 600.000 danskere - flere end, når det ”rigtige” landshold spillede. Det er tankevækkende, at landsholdet først genvandt sin popularitet, da Christian Eriksen fik hjertestop i Parken i juni 2021.

I håndboldsporten bør man tænke sig rigtig godt om, inden man kopierer fodboldmillionærernes ageren. Håndbold er en kulturinstitution i både større og mindre byer over hele landet. Det er en folkelig sport, og seerskaren ved håndboldlandskampe er langt bredere, end når der vises landskampe i fodbold. Derfor burde det vække bekymring i forbundet, at medlemsskaren er faldet til ca. 100.000 - 20 pct. færre end i 2006. Værre er det, at der nu kun er lidt over 700 håndboldklubber herhjemme - et fald på næsten 25 pct. i samme periode. Mange tomme tilskuerpladser ved det netop overståede VM for kvinder i Herning bør også give stof til eftertanke.

Håndboldsporten har sine rødder i de små samfund, hvor tusindvis af frivillige uden betaling knokler for at give de professionelle spillere de allerbedste vilkår. Håndbold er en sport med ydmyge aktører. Der er tradition for, at både tilskuere, frivillige ledere og journalister har haft let adgang til både spillere og trænere. Det har faktisk været håndboldlandsholdets styrke i mange år.

Det er på tide, at man på det danske landshold finder ydmygheden frem igen. Uden folkelig opbakning vil håndboldsporten få det svært. Håndbold appellerer til alle, og det vil være ærgerligt og skamløst at sætte over styr. Det bør landsholdspillerne være sig bevidst, når de forhåbentlig står på medaljeskamlen den 28. januar. Alt andet ville være respektløst.